Navigate Up

    Selskabers og fondes aktieinvesteringer m.v.(Skat og moms) 

    27-04-2011 07:20

    Af Stefan Bjerregaard

    Folketinget har vedtaget et meget omfattende lovforslag om ændring af en lang række regler omkring selskabers og fondes aktieinvesteringer samt om fraflytterbeskatning m.v. Langt de fleste af ændringerne er af teknisk art og/eller gælder kun i særlige tilfælde. Dele af lovforslaget blev omtalt i Depechen 2010, nr. 21. De væsentligste ændringer kan i korte træk beskrives således:

    • Den særlige mellemholdingregel er justeret og gælder nu ikke for selskabsaktionærer, der ejer mindre end 10 % af aktierne i mellemholdingselskabet. Endvidere er tilfælde hvor mellemholdingselskabet ejer alle aktier (100 %) i datterselskabet ikke længere omfattet. 

    • Der er indført en fradragsregel for tab på aktier, der den 22. april 2009 – datoen for fremsættelsen af skattereformforslagene – havde status som datterselskabsaktier, der dengang ikke havde været ejet i 3 år, men som senere har skiftet karakter til porteføljeaktier.

    • Fonde kan fremover ikke anvende realisationsbeskatning af investeringsforeningsbeviser. Endvidere kan fonde ikke længere frit vælge mellem realisations- og lagerbeskatning af aktier. 

    • Der kan ikke længere gennemføres skattefrie spaltninger af selskaber uden tilladelse fra SKAT, hvis der ved denne tildeles kontantvederlag til selskaber, der ejer 10 % eller mere af aktierne i det indskydende selskab, og/eller disse aktier har karakter af koncernselskabsaktier.

    • Kreditaktier – altså nyudstedte aktier, hvor kun en del af den pålydende værdi indbetales umiddelbart – anses i skattemæssig henseende for erhvervet for det fulde beløb med mindre selskabet nedskriver sin fordring på aktionæren, jf. vores omtale af de nye regler i selskabsloven i Depechen 2011, nr. 6.

    • Reglerne om henstand med den såkaldte fraflytterskat på aktier m.v. er ændret sådan, at SKAT nu kan kræve sikkerhed for det skattekrav, som der er ydet henstand med betalingen af, hvis en person, der tidligere er flyttet fra Danmark til et af de nordiske lande eller til et andet EU-land, flytter videre til et land uden for dette område. Omvendt lempes reglerne for personer, der flytter den modsatte vej.

    • Det er nu – under visse betingelser - muligt at foretage skattefrie virksomhedsomdannelser til udenlandske selskaber.

    Evt. spørgsmål kan rettes til Stefan Bjerregaard, tlf. 9626 3959, sbs@bdo.dk



    Til nyhedslisten