Navigate Up

    Selskabers investering i Formuepleje-aktier(Skat og moms) 

    19-01-2010 13:48

    Af Karsten Gianelli

    Kort før jul vedtog Folketinget en ændring af skattereglerne for selskabers investeringer i Formuepleje-aktier og andre aktier i såkaldte investeringsselskaber.

    Ændringen var en opfølgning på en knapt et år gammel lov, der indebar, at den selvstændige beskatning af en række investeringsselskaber blev ophævet. I stedet blev beskatningen overført til investorerne som en løbende lagerbeskatning.

    De nye regler indebar, at investorerne skattemæssigt skulle anse deres aktier for anskaffet for et beløb svarene til aktiernes værdi ved udgangen af indkomståret 2008. Den faktiske anskaffelsessum var imidlertid for mange investorer væsentlig højere. De nye regler betød derfor, at mange investorer kunne se frem til at skulle betale skat af gevinster, som de reelt aldrig havde haft. Den slags er ikke populært og efter megen medieomtale lovede skatteministeren til sidst at gøre noget ved denne urimelighed.

    Det er nu sket. De i forvejen komplicerede regler er blevet suppleret med en overgangsregel, der giver selskaber en særlig nettotabskonto. Et beløb der opgøres som forskellen mellem aktiernes faktiske anskaffelsessummer og kursværdien af disse ved udgangen af indkomståret 2008. Det opgjorte nettotab kan fremføres og modregnes i fremtidige nettogevinster på aktier i investeringsselskaber.

    BDO mener
    Vedtagelsen har kun betydning for aktie- og anpartsselskaber. Og kun for dem som har investeret i de særlige investeringsselskaber – herunder Formuepleje – og ejet aktierne heri i mere end 3 år ved udgangen af indkomståret 2008.

    Lovændringen har faktisk stor betydning. Det antages således, at alene aktionærerne i Formuepleje sparer omkring en halv milliard skattekroner, som følge af ændringen.

    Eventuelle spørgsmål kan rettes til Karsten Gianelli, tlf. 3915 5304, kgi@bdo.dk .



    Til nyhedslisten