Navigate Up

    SKAT kommer og kontrollerer brug af udenlandsk arbejdskraft(International personskat) 

    17-05-2011 19:55

    Af Finn Madsen

    Bruger du udenlandsk arbejdskraft i din virksomhed, og afregner du skat – enten i form af A-skat eller den særlige arbejdsudlejeskat – så kan du roligt byde SKAT indenfor, når du får kontrolbesøg.

    Hvis du har entreret med en udenlandsk virksomhed, og I er blevet enige om, at denne selv-stændigt varetager og løser en opgave, som en dansk rengøringsvirksomhed eller vedligehol-delsesvirksomhed lige så godt kunne have gjort, og du blot betaler deres regninger i takt med at opgaverne løses, så skal du måske overveje, om aftalegrundlaget nu også er godt nok.

    SKAT er nemlig meget kritisk, når det sidste skal vurderes. Årsagen er, at den udenlandske virksomhed sjældent er registreret i Danmark, og derfor ikke betaler skat i Danmark. Så hvis SKAT kan se den mindste mulighed for at anse din virksomhed for at være arbejdsgiver eller bruger af udlejet udenlandsk arbejdskraft, så kommer din virksomhed til at hæfte for den manglende skat.

    Det er ofte den såkaldte arbejdsudlejeskat, som danske virksomheder pålægges. Det betyder, at udover den regning, som er betalt til den udenlandske virksomhed for selve ydelsen, så kommer der en ekstraregning på 35,60 pct. af fakturabeløbet.

    Gennem de seneste år har SKAT haft succes med at få rigtig mange danske virksomheder anset for at være brugere af udlejet udenlandsk arbejdskraft. Ofte er den væsentligste årsag, at den skriftlige aftale er mangelfuld på de centrale områder om, hvem af parterne, der har instruktionsbeføjelsen overfor arbejderne, hvem, der bærer ansvaret for fejl og mangler, samt hvem af parterne, der har den økonomiske risiko. Men også forhold omkring hvem, der tilvejebringer materialer og stiller værktøj til rådighed, indgår i vurderingen.

    Senest har SKAT sendt breve ud til en del af landets campingpladser om, at de vil aflægge pladserne kontrolbesøg i løbet af sommeren.

    Kan dine aftaler med rengøringsvirksomheder og andre bestå SKATs kontrolbesøg?

    Eventuelle spørgsmål kan rettes til Finn Madsen, tlf. 3915 5327, fnm@bdo.dk



    Til nyhedslisten