Renteudgifter - Ejerlejlighedsforening(Skat og moms)
10-06-2009 10:20
Af
Birgit Kjeldsen
Afgørelsen SKM2009.347.SR omhandler et større boligkompleks bestående af en række selvstændige ejerlejlighedsforeninger, hvoraf nogle lå på lejet grund. Lejere og udlejer af grunden havde været i dialog om lejernes køb af grunden, og det var lykkedes at få en forhåndstilkendegivelse fra banken om en egentlig finansiering af det samlede grundkøb. Forudsætningen herfor var imidlertid, at der ved valget af købsmodel kunne etableres skattemæssig transparens, således at de respektive ejerlejlighedsejere opnår fradragsret for renteudgifterne ved grundkøbet.
Ved købet af grunden opereredes med følgende 2 modeller:
Model 1:
Den enkelte ejerlejlighedsforening køber det pågældende grundstykke som fuldmægtig for de respektive ejerlejlighedsejere. I praksis ville der blive udformet et skøde for hver ejerforeningsblok, og samtlige ejerlejlighedsejere skulle stå som købere og med ejerforeningen som befuldmægtiget. Den enkelte ejerlejlighedsejer ville opnå ejendomsret til en forholdsmæssig del af grunden, men finansieringen af grundkøbet ville ske ved ejerlejlighedsforeningens optagelse af et fælleslån.
Model 2:
Ejerlejlighedsforeningen erhvervede grunden i realistisk erkendelse af, at det kunne blive problematisk at få samtlige ejerlejlighedsejeres underskrift på grundskødet. Købesummen ville blive finansieret ved optagelse af et fælleslån i ejerlejlighedsforeningens regi.
Skatterådet afgjorde, at ved begge modeller ville de enkelte ejerlejlighedsejere få fradragsret for deres respektive andel af det lån, som ejerlejlighedsforeningen optog. Skatterådet lagde vægt på, at ejerlejlighedsforeningen ved optagelsen af fælleslånet ikke handlede på egne vegne, men på medlemmernes vegne som fuldmægtig for disse, og at lånet udelukkende blev optaget af hensyn til medlemmerne.
BDO mener
Skatterådets afgørelse er helt i tråd med en tidligere afgørelse fra Landsskatteretten, (SKM2003.351.LSR), hvor Landsskatteretten fastslog, at en ejerlejlighedsforening ikke udgør et selvstændigt skattesubjekt, - men udgør alene et administrationsfællesskab/en skattemæssigt transparent enhed -, så længe de udførte aktiviteter falder inden for foreningens almindelige formål. Skatterådet har således ved sin afgørelse fastslået, at købet af det lejede grundstykke falder indenfor foreningens almindelig formål.
Når en ejerlejlighedsforening anses for en skattemæssigt transparent enhed, så længe de udførte aktiviteter falder indenfor foreningens almindelige formål, så er der åbnet op for større fleksibilitet med hensyn til finansieringen af aktiviteter, som foreningen udfører på vegne af ejerlejlighedsejerne. Skattemyndighedernes afgørelser giver således mulighed for, at en ejerlejlighedsforening til gennemførelse af et renoveringssarbejde f.eks. et nyt tag, selv kan optage lån til renoveringsarbejdet samtidigt med, at ejerlejlighedsejerne kan fratrække deres forholdsmæssige del af renteudgifterne vedrørende det optagne lån.
Man skal være opmærksom på, at hvis ejerlejlighedsforeningen rent undtagelsesvis skulle udføre aktiviteter, der falder udenfor foreningens almindelige formål, så er foreningen i relation hertil at betragte som et selvstændigt skattesubjekt. Ejerlejlighedsejerne vil derfor ikke have fradragsret for renteudgifter på lån, som ejerlejlighedsforeningen har optaget til finansiering af sådanne aktiviteter.
Spørgsmål kan rettes til Birgit Kjeldsen, tlf. 3915 5314,bik@bdo.dk
Læs hele Depechen her
Til nyhedslisten