Navigate Up

    Privates skattefradrag for tab på Amagerbanken(Skat og moms) 

    08-06-2011 07:15

    Af Henning Boye Hansen

    SKAT har udsendt en vejledning om den skattemæssige behandling af kunder og aktionærer i Amagerbanken.

    I vejledningen bekræftes endnu en gang, at kunder, som ikke fuldt ud har fået dækket deres indestående af indskydergarantien, har skattefradrag for deres tab, hvis tabet kan henføres til indsætninger foretaget den 27. januar 2010 eller senere.

    Som noget nyt oplyses det, at i de tilfælde, hvor tabet omfatter indsætninger både før og efter datoen, skal de indtægter, som konkursboet opnår ved salg af boets aktiver, ikke forlods afskrives på de ældste indsætninger, men fordeles forholdsmæssigt. Det gælder også de 58,8 % af de udækkede fordringer, som indskyderne blev godskrevet den 7. februar. Det faktisk fradragsberettigede tab vil derfor nok kun udgøre 30 – 40 % af de indsætninger, der er foretaget den 27. januar 2010 eller senere.

    Med hensyn til fradragstidspunktet oplyser SKAT, at tabet først kan fradrages på det tidspunkt, hvor det er sikkert, at der ikke vil blive udbetalt yderligere dividende. På nuværende tidspunkt er det således næppe givet, at tabet vil kunne fradrages i 2011.

    Når det gælder tab på aktier i Amagerbanken, kan de private investorer samt selskaber, der anvender realisationsprincippet på unoterede aktier, først fradrage deres tab, når selskabet til sin tid opløses.

    Amagerbank-aktien skiftede i februar karakter fra børsnoteret til ikke-børsnoteret. For private investorer har dette ingen betydning, idet tabet for disse fortsat skal behandles efter reglerne for børsnoterede aktier. For selskaber, der anvender realisations-princippet på ikke-børsnoterede aktier, skal aktien anses for overgået til ikke-børsnoteret til værdien ved udgangen af selskabets (aktionærens) seneste regnskabsår. Ved udgangen af 2010 blev aktierne handlet til kurs 3.35 pr. nom. 3 kr.

    Evt. spørgsmål kan rettes til Henning Boye Hansen, tlf. 3915 5325, hbh@bdo.dk



    Til nyhedslisten