Navigate Up

    Phoenix Kapitaldienst(Skat og moms) 

    14-10-2009 10:00

    Af Birgit Kjeldsen

    Rigtig mange danskere — både virksomheder og private - foretog i starten af dette århundrede investeringer i det tyske Phoenix Kapitaldienst, som i 2005 gik konkurs. Konkursbehandlingen er endnu ikke afsluttet, men det ligger klart, at investorerne næppe får en dividende på mere end 30-40%.
     
    Langt de fleste investorer vil skattemæssigt have fradrag for deres tab, men de må formentlig vente med deres tabsfradrag til konkursboet en gang er afsluttet. Det er i alle tilfælde vores vurdering, efter at Landsskatteretten har afvist at give et investeringsselskab tabsfradrag i 2005, hvor det tyske selskab gik ned.
     
    Landsskatteretten begrunder sin afgørelse med, at der hersker usikkerhed om størrelsen af det tyske konkursbo aktiver og passiver, ligesom der ikke foreligger en erklæring fra kuratoren om den forventede dividende.  Den omstændighed, at afslutningen på det tyske konkursbo har lange udsigter, var uden betydning.
     
    BDO mener
    Af skattemyndighedernes egen ligningsvejledning fremgår følgende om fradragstidspunktet for tab på tilgodehavender:
     
    ”Det er skattemæssigt ikke en forudsætning for tabsfradrag, at fordringen i enhver henseende uomtvisteligt og endeligt skal være tabt. Nedskrivning kan anerkendes, selv om uerholdeligheden ikke er konstateret ved forgæves udlæg eller andre retsskridt, hvis fordringen efter en konkret vurdering må anses for at være helt eller delvis uerholdelig.”
     
    Dette udsagn er næppe det papir værd, som det er trykt på. Alle og enhver med indsigt i Phoenix Kapitaldienst-sagen ved, at sandsynligheden for at investorerne får dækket over halvdelen af deres krav er mindre end ringe.

     Det er derfor frustrerende, at Landsskatteretten fastholder, at der i konkurssager skal foreligge en erklæring fra kurator om den forventede dividendestørrelse, for at acceptere tabsfradrag. Det er endvidere helt uforståeligt, at Landsskatteretten ikke i det mindste vil indrømme et acontofradrag, når udsagnet i Ligningsvejledningen lader forstå, at dette er en mulighed. Det gælder selvsagt især i sager, hvor konkursbehandlingen kan trække ud i årevis. For investorer i Phoenix Kapitaldienst er glæden ved at kunne se frem til et skattefradrag i 2015 eller senere — hvilket er et realistisk gæt på tidspunktet for afslutningen på konkursbehandlingen — absolut til at overse.
     
    Evt. spørgsmål kan rettes til Birgit Kjeldsen på TLF 3915 5314 eller til bik@bdo.dk.



    Til nyhedslisten