Navigate Up

    Ophævelse af aldersgrænsen for pension(Skat og moms) 

    08-07-2009 08:25

    Af Steen Mørup

    Hidtil har en ratepensionsordning skullet oprettes inden opnåelse af efterlønsalderen,og det vil for de flestes vedkommende være inden det fyldte 60. år. Det er ændret med virkning fra den 1. juli 2009.

    Loven nævner ikke længere, hvornår en ratepensionsordning senest kan oprettes. Nu regner man baglæns. En ratepension skal nemlig fortsat udbetales over mindst 10 år, og sidste rate skal udbetales senest 25 år efter opnåelse af efterlønsalderen.

    For en person med en efterlønsalder på 60 år, skal sidste udbetaling fra en ratepension altså ske 25 år efter, nemlig som 85 årig. Og da udbetalingen skal ske over mindst 10 år, kan ratepensionen oprettes frem til det fyldte 75. år, som er 10 år før sidste udbetalingstidspunkt.

    Efter opnåelse af efterlønsalderen, har man hidtil kunnet oprette et tillæg til en allerede eksisterende ratepension efter den såkaldte halvdelsregel. Den regel er også ophævet med virkning fra den 1. juli 2009.


    Aldersgrænsen for oprettelse af en kapitalpensionsordning er ligeledes ændret, således at en kapitalpension kan oprettes frem til 15 år efter opnåelse af efterlønsalderen — for de flestes vedkommende altså inden det fyldte 75. år. Denne ændring har virkning fra den 1. januar 2010.

    Den såkaldte karensregel om, at udbetaling fra en ratepension tidligst kunne begynde 5 år efter, at ratepensionen var oprettet, er ligeledes ophævet med virkning fra den 1. juli 2009.

    Den 5 års karensregel er dog bevaret for ophørspensioner.


    Spørgsmål vedrørende ovenstående kan rettes til Steen Mørup, tlf. 3915 5323, stm@bdo.dk

    Læs hele Depechen



    Til nyhedslisten