Navigate Up

    Om moms når private sælger byggegrunde(Skat og moms) 

    28-09-2011 09:00

    Af Marlene Frentzel Sørensen

    Med virkning fra 1. januar 2011 blev der indført momspligt ved salg af byggegrunde og nye bygninger. Reglerne gælder dog som udgangspunkt ikke ved privates salg af sådanne, med mindre salget har et sådant omfang, at det i momsmæssig henseende har karakter af ”økonomisk virksomhed”.

    Udstykning og frasalg af grunde fra den ejendom, der rummer ejerens helårsbolig eller sommerhus, udgør i denne forbindelse en særlig problemstilling. SKAT har i første omgang lagt op til en let forståelig – men også ganske hård – tommelfingerregel, hvorefter der i sådanne situationer skal betales moms, hvis der udstykkes og sælges flere end 3 byggegrunde og disse alle har et areal på over 1.400 m2.

    EU-domstolen har imidlertid nu afsagt en dom, som efter vores opfattelse medfører, at SKAT må revurdere og opbløde sin holdning.

    Domstolen fastslog nemlig, at hverken antallet af byggegrunde eller størrelsen af de indtægter, som opnås ved salget, i sig selv er afgørende for, om der kan siges at være tale om ”økonomisk virksomhed”. Det samme gælder længden af perioden fra udstykning til salg.

    Momspligt kræver ifølge EU-domstolen, at ejeren aktivt tager skridt mod en økonomisk udnyttelse af grundene. Dette foreligger formentlig, hvis ejer står for byggemodningen, og/eller udfolder betydelige salgsbestræbelser.

    BDO mener
    For ejere af større jordstykker, der er udstykket eller som kan udstykkes, er dommen godt nyt. Den betyder nemlig, at ejeren via sine handlinger selv kan være med til at forhindre, at der skal betales moms ved salget af grundene.

    Dommen er dog ikke udtryk for, at privatpersoner uden videre kan sælge et ubegrænset antal byggegrunde uden at der skal betales moms. I den sidste ende afhænger momspligten altid af en konkret vurdering af, om der er tale om ”økonomisk virksomhed”. Vi har stor erfaring med sådanne vurderinger og anbefaler altid, at der forud for igangsætning af udstyknings- og salgsarbejde foretages en vurdering af disse aktiviteters betydning for en eventuel momspligt.

    Evt. spørgsmål kan rettes til Marlene Frentzel Sørensen, tlf. 3915 5309, mfs@bdo.dk



    Til nyhedslisten