Ny selskabslov er vedtaget (Revision og regnskab )
03-06-2009 09:57
Af
Claus Bonde Hansen
Den nye selskabslov har været længe undervejs og fra det første udkast i høring til den endelige lov, er der store forskelle. Vi har nedenfor oplistet de væsentligste ændringer til selskabslovene, hvilke foreslåede ændringer, der ikke blev gennemført samt ændringer i årsregnskabsloven. Det skal bemærkes, at nedenstående punkter ikke er udtømmende - men alene de væsentligste ændringer.
Ændringer i forhold til eksisterende selskabslove:
- Aktie- og anpartsselskabsloven skrives sammen til én lov.
- Selskabskapitalen i anpartsselskaber nedsættes fra minimum 125 tkr. til 80 tkr.
- Alle aktionærer og anpartshavere, der ejer mere end 5 % af kapitalen, skal registreres i et offentligt ejerregister.
- Der åbnes op for, at indbetaling af selskabskapital kan udskydes. Man kan nøjes med at indbetale 25 % af selskabskapitalen. Den indbetalte selskabskapital for anpartsselskaber skal dog altid udgøre mindst 80 tkr.
- Selskaber får flere valgmuligheder ved fastsættelse af ledelsesstruktur.
- Alle selskaber, der ønsker at foretage ekstraordinær udlodning af udbytte, skal udarbejde en mellembalance, hvis der foretages udlodning af ekstraordinært udbytte mere end 6 måneder efter selskabets balancedag. Det er en lempelse i forhold til i dag, at der kun er et krav om mellembalance ved udlodning efter 6 måneder efter balancedagen.
- Kapitaltab skal iagttages i alle tilfælde, hvor et selskabs egenkapital udgør mindre end 62.500 kr. Dette gælder uanset kapitalens størrelse.
- Den nuværende begrænsning på 10 % af kapitalen for erhvervelse af egne aktier ophæves. Endvidere kan anpartsselskaber også fremover erhverve egne anparter. Fremover vil der være mulighed for at erhverve egne kapitalandele inden for rammerne af selskabets frie egenkapitalreserver.
- Der gives mulighed for at fravælge flere dokumenter i forbindelse med fusion og spaltning, hvis aktionærerne/anpartshaverne er enige herom.
- Kravet om erklæring fra vurderingsmand afskaffes ved kapitalnedsættelse til dækning af underskud.
Økonomi- og Erhvervsministeriet har lavet en oversigt over ændringer - læs mere her.
Forskellene mellem det første udkast i høring og den endelige lov er:
- Der er fortsat forbud mod aktionærlån og lån til selskabets ledelse og disses nærtstående. Der var stillet forslag om, at det skulle være muligt at låne inden for de frie reserver. Dette forslag blev ikke vedtaget.
- Mindstekravet til selskabskapitalen i anpartsselskaber skal fremover udgøre 80.000 kr. og ikke 50.000 kr., som det blev foreslået i lovforslaget.
- Mellembalancen skal gennemgås og påtegnes af revisor, hvis selskabet er underlagt revisionspligt. Der var i lovforslaget lagt op til, at alene aktieselskaber skulle udarbejde en mellembalance, og der var ingen krav om revisor- gennemgang.
Ændringer i årsregnskabsloven:
- Lovens hidtidige undtagelsesmulighed om indregning af egne kapitalandele i balancen med værdi ophæves.
- Ophævelse af oplysningskravet om 5 %'s aktionærer.
- Opdatering af paragrafhenvisninger til den nye selskabslov.
Ikrafttrædelse
Der er ingen faste tidspunkter for lovenes ikrafttrædelse. Økonomi- og erhvervsministeren er bemyndiget til at fastsætte tidspunktet for ikrafttrædelse ved udstedelse af en bekendtgørelse. I forbindelse med behandlingen i Folketingets Erhvervsudvalg har ministeriet udtalt, at det for såvel selskabsloven som følgeloven er hensigten, at ikrafttrædelsen skal ske hurtigst muligt efter vedtagelsen – dog ikke hurtigere, end at selskaberne har en vis tid til at forberede sig på de nye rammer. Det forventes, at der vil gå 2 måneder, før de første ændringer træder i kraft og eksempelvis kravet om nyt ejerregister vil have en længere indkøringsperiode, da dette først it-mæssigt skal etableres.
Hvis du vil læse lovteksten, kan de hentes her:
Nye selskabslove: http://www.ft.dk/doc.aspx?/Samling/20081/lovforslag/L170/index.htm
Følgelove: http://www.ft.dk/doc.aspx?/Samling/20081/lovforslag/L171/index.htm
Spørgsmål kan rettes til Claus Bonde Hansen, tlf. 76 35 56 94, cbh@bdo.dk
Til nyhedslisten