Navigate Up

    Nye skatteaftaler med tidligere skattely(Skat og moms) 

    16-09-2009 12:55

    Af Anders Kiærskou

    Danmark har indgået en række aftaler med tidligere skattely om udveksling af oplysninger i skattesager. Der er for nylig indgået aftaler med:

    • Anguilla
    • Antigua & Barbuda
    • Aruba
    • De Nederlandske Antiller
    • Gibraltar
    • Saint Kitts & Nevis
    • Saint Vincent & the Grenadines
    • Schweiz
    • Singapore
    • Turks & Caicos Islands
     
    Aftalerne giver Danmark adgang til oplysninger om danske skattepligtiges indtægter og besiddelser med tilknytning til aftaleparterne, herunder oplysninger, som findes i deres banker og finansielle institutioner. Skatteministeriet forventer at indgå flere lignende aftaler fremover.
     
    Særligt om aftalen med Schweiz
    Aftalen med Schweiz har desuden betydning for beskatning af private pensioner og aktieudbytter.
     
    Private pensioner beskattes fremover i udbetalingslandet. Hidtil har det været pensionistens bopælsland, der havde beskatningsretten. Der indføres en overgangsregel, således at danske pensionister, der pr. 21. august 2009 allerede boede i Schweiz, og fik udbetalt deres pension, fortsat beskattes af pensionen i Schweiz.
     
    Som noget nyt giver aftalen Danmark mulighed for at indeholde kildeskat på 15 % af udbytter, der udbetales fra danske selskaber til personer, der er hjemmehørende i Schweiz. Reglen gælder ikke, hvis modtageren er et selskab, der ejer mindst 10 % af kapitalen i det selskab, der udbetaler udbyttet.
     
    Aftalen med Schweiz skal godkendes af Folketinget og det schweiziske parlament. Hvis dette sker inden nytår, vil aftalen få virkning fra 1. januar 2010.
     
    BDO mener
    De nye aftaler om udveksling af oplysninger i skattesager må betragtes som et vigtigt skridt for skattemyndighederne i kampen mod skattely.
     
    Aftalen med Schweiz er dårligt nyt for danskere med planer om at flytte til Schweiz, idet de kommer til at betale dansk skat af deres private pensioner i stedet for - som efter de hidtidige regler - at blive lavere beskattet i Schweiz. Beskatning af sociale pensioner - herunder f.eks. folkepension - sker fortsat i bopælslandet.
     
    Aftalen med Schweiz giver også fordele. Der bliver bl.a. mulighed for at opnå dispensation fra fraflytningsbeskatningen på store pensionsindbetalinger (over 20 % af lønnen indbetalt i 5-årsperioden inden fraflytningen), idet Danmark efter den nye aftale har beskatningsretten til pensionsudbetalingerne.
     
    Reglerne om kildeskat af udbytter kendes fra Danmarks skatteaftaler med mange andre lande. Reglerne betyder, at personer hjemmehørende i Schweiz skal betale 15 % i skat til Danmark af udbytter fra danske selskaber. Reelt medfører dette ikke en større samlet skattebetaling, da Schweiz lemper sin beskatning, når der indeholdes kildeskat af udbytte i Danmark.
     
    Spørgsmål kan rettes til Anders Kiærskou, tlf. 3915 5307, aek@bdo.dk
     


    Til nyhedslisten