Nye momskonti mv. fra 1. januar 2010(Skat og moms)
10-11-2009 14:17
Af
Louise Eide Jeppesen
Implementeringen af momspakken — omtalt i Depechen 28/2009 —betyder, at virksomhedernes bogholderi fra nytår skal indeholde følgende konti:
Konto for afgift af varekøb fra udlandet. På kontoen føres momsen af varekøb såvel indenfor som udenfor EU.
Konto for afgift af ydelser, der købes fra udlandet. På kontoen føres momsen af ydelser, der købes i udlandet, og hvor virksomheden skal afregne momsen.
Konto for varekøb i EU. Her bogføres købsprisen uden moms for varer, som købes i andre EU-lande.
Konto for ydelser der købes i EU med omvendt betalingspligt. Her bogføres købsprisen uden moms for ydelser, som købes i andre EU-lande, og hvor virksomheden skal afregne momsen.
Konto for salg af varer indenfor EU. Her bogføres salgsprisen uden moms for varer, der leveres til andre EU-lande.
Konto for salg af ydelser inden for EU med omvendt betalingspligt. Her føres salgsprisen uden moms for ydelser, der sælges til andre EU lande og hvor modtageren skal afregne momsen.
Konto for eksport. Her føres salgsprisen uden moms for varer og ydelser, der sælges til lande uden for EU.
Moms, som virksomheden selv skal beregne for køb og varer og ydelser, medtages som indgående afgift, hvis virksomheden har fradrag for denne.
Efter udgangen af en momsperiode opgøres beløbende og overføres til momsangivelsen. Enten til rubrikken ”moms af varekøb fra udlandet” eller til ”moms af køb af ydelser fra udlandet.”
Listeangivelse
Salg af ydelser til andre EU-lande med omvendt betalingspligt skal listeangives efter 1. januar 2010. Fremover skal virksomhederne angive:
Rubrik A-varer. Her anføres værdien uden moms af varekøb i andre EU-lande. I samme rubrik skal værdien af udenlandske virksomheders fjernsalg her til landet såvel som værdien af deres installation og montering af varer her i landet anføres uden moms.
Rubrik A-ydelser. Her anføres værdien uden moms af ydelser, der er købt i andre EU-lande og hvor virksomheden skal afregne momsen.
Rubrik B-varer. Her anføres værdien uden moms af varesalg til andre EU-lande tillige med værdien uden moms af fjernsalg af varer til andre EU-lande og værdien uden moms af installation og montering af varer i andre EU-lande.
Rubrik B-ydelser. Her anføres værdien uden moms af ydelser, der leveres til andre EU-lande, hvor modtageren er betalingspligtig for momsen.
Rubrik C. Anvendes til værdien af varer og ydelser, der sælges uden moms til andre EU-lande samt til lande udenfor EU.
BDO mener
Vi opfordrer alle virksomheder til snarest at foretage de ændringer af systemer og procedurer, som de nye regler nødvendiggør. Dette vil gøre overgangen temmelig meget nemmere.
Vi vil i næste udgave af Depechen bringe en nærmere omtale af de nye regler for hjemsøgning af moms i andre EU-lande.
Spørgsmål kan rettes til Louise Eide Jeppesen, tlf. 9626 3874, ljs@bdo.dk
Til nyhedslisten