Nye forældelsesfrister kan få konsekvenser fra nytår(Revision og regnskab)
23-11-2010 15:49
Af
Torben Johansen
Den 1. januar 2008 trådte et nyt regelsæt vedrørende forældelse i kraft i form af en ny forældelseslov. De nye regler har virkning for alle krav, der er stiftet efter dette tidspunkt.
De nye forældelsesregler betyder, at fx fakturakrav, dvs. debitorer, nu forældes efter 3 år mod tidligere 5 år. Det samme gælder for renter, der er tilskrevet et fakturakrav.
Det betyder, at fakturakrav og renter herpå vedrørende fakturaer, der er udstedt før den 1. januar 2008, forældes den 1. januar 2011.
Der har været en overgangsperiode fra 1. januar 2008 til 31. december 2010, hvor begge forældelsesfrister på henholdsvis 3 og 5 år har været gældende sideløbende, således at fordringer stiftet før den 1. januar 2008 indtil nu har fulgt de gamle frister på 5 år.
Pr. 31. december 2010 ophører denne overgangsperiode, og de gamle forældelsesfrister på 5 år bortfalder.
Det samme gælder for særlige retsgrundlag som fx frivillige forlig, lånedokumenter fra pengeinstitutter og domme mv. Her har forældelsesfristen tidligere været 20 år. Denne frist er nu forkortet til 10 år.
Har man således fordringer liggende, som er mellem 3 og 5 år gamle, og som ikke er retsforfulgt, eller har man domme, frivillige forlig og lignende liggende, som er mellem 10 og 20 år gamle, vil disse være endeligt forældet efter den 31. december 2010. Forældes et krav, vil der ikke længere være mulighed for at inddrive sit tilgodehavende.
Forældelse af fordringer efter de nye bestemmelser:
Almindelige fordringer (fx fakturakrav og hertil knyttede renter)
|
3 år
|
| Fordringer vedr. løn mv. i ansættelsesforhold |
5 år
|
| Fordringer hvorpå der er udstedt gældsbreve |
10 år
|
| Fordringer skriftligt anerkendt, fastslået ved dom, forlig eller andet |
10 år
|
| Fordringer i henhold til pengelån eller ubevilgede overtræk på konti |
10 år
|
Listen er ikke udtømmende, idet lov om forældelse af fordringer behandler en række yderligere særlige situationer.
Afbrydelse af forældelsesfrister
Vil man undgå, at forældelsen træder i kraft, skal der tages skridt til at afbryde forældelsen.
Afbrydelse af forældelsen kan fx ske ved, at skyldneren skriftligt eller på anden tydelig måde erkender sin forpligtelse.
Afbrydelse kan også ske ved at fordringshaveren foretager retslige skridt, der medfører en dom på skyldneren, eller ved fx at indlevere en stævning til retten, foretager udlæg, iværksættelse af en voldgift, hvis det er påkrævet, indgivelse af konkursbegæring eller anmeldelse af en fordring i fx et konkursbo, en tvangsakkordsag eller anmeldelse af et krav i medfør af et udstedt proklama.
For at undgå overraskelser efter nytår kan det være en god idé at foretage en gennemgang af de ældre tilgodehavender for at se, om der skal iværksættes handlinger for at undgå, at en forældelse indtræffer.
Konsekvensen ved at et tilgodehavende forældes er, at man dermed mister retten til at inddrive sit tilgodehavende, efter at forældelsen er indtrådt.
Til nyhedslisten