Nye regler i Kina om bidrag til social sikring for udstationerede medarbejdere (International personskat)
20-10-2011 12:00
Af
Anders Kiærskou
Ny lovgivning om social sikring trådte i kraft i Kina den 1. juli 2011.
Reglerne medfører bl.a., at der fra 15. oktober 2011 skal betales bidrag til social sikring i Kina for personer, der er udstationeret til at arbejde i Kina.
Reglerne omfatter både medarbejdere, der lokalansættes af en kinesisk arbejdsgiver, og medarbejdere, der er ansat af en udenlandsk arbejdsgiver og udstationeres til at arbejde i Kina.
Både medarbejderen og arbejdsgiveren skal betale bidrag til kinesisk social sikring. I udstationeringstilfælde påhviler arbejdsgiverbidragspligten arbejdsgiverens kinesiske enhed, som medarbejderen udstationeres til.
Størrelsen af bidragene varierer lokalt i Kina. I de større byer vil arbejdsgiverens bidrag typisk udgøre mere end 30 % af medarbejderens løn. Medarbejderens bidrag vil typisk udgøre mere end 10 % af lønnen. Der er dog en øvre grænse for, hvor stor en del af lønnen, der skal beregnes bidrag af.
Hvis de hidtil gældende satser i Shanghai anvendes, skal arbejdsgiveren således betale bidrag til kinesisk social sikring med 37 % af medarbejderens månedsløn op til RMB 11.688 (ca. 10.000 kr.), svarende til ca. 3.700 kr. Medarbejderen skal bidrage med 11 % eller ca. 1.100 kr. af månedslønnen.
Manglende betaling af bidrag til social sikring i Kina kan udløse en bøde på op til 3 gange det skyldige beløb. Derudover tilskrives der dagligt en rente på 0,05 % af det skyldige beløb. Det ansvarlige personale i virksomheden kan også blive pålagt bøder.
Bidragene til social sikring giver som udgangspunkt medarbejderen de samme rettigheder i forhold til social sikring som derboende kinesere. Der bidrages til alderspension, syge-, barsels-, arbejdsløsheds- og arbejdsskadeforsikringer.
Når medarbejderens udstationeringsperiode eller lokalansættelse ophører, og såfremt medarbejderen i den forbindelse forlader Kina, kan medarbejderen anmode om at få udbetalt sine egne pensionsbidrag. Hvis bidragene ikke udbetales, bliver de stående på medarbejderens ”konto” hos myndighederne i Kina, og medarbejderen kan fortsætte med at bidrage ved en eventuel senere tilbagevenden til Kina.
Nye kinesiske skattesatser
Der er desuden blevet gennemført ændringer i den kinesiske indkomstskattelovgivning for personer med virkning fra 1. september 2011. Ændringerne har bl.a. betydning for personer, der er udstationerede til Kina og beskattes i Kina af deres løn.
Generelt har ændringerne reduceret beskatningen af løn for personer med lave indkomster og forøget beskatningen for personer med høje indkomster. Marginalskattesatsen er som hidtil 45 %, men den beregnes af månedlig indkomst over RMB 80.000 (ca. 68.000 kr.) mod tidligere RMB 100.000 (ca. 85.000 kr.).
Vi hjælper gerne med at vurdere de nye kinesiske reglers konkrete betydning for danske virksomheder, der har udstationeret medarbejdere til at arbejde i Kina, i relation til omkostninger og administrative byrder.
Spørgsmål kan rettes til Anders Kiærskou på tlf. +45 3915 5307 eller aek@bdo.dk.
Til nyhedslisten