Navigate Up

    Momspenge til bl.a. erhvervsskoler med kursusaktiviteter(Skat og moms) 

    26-05-2010 07:35

    Af Gert Jessen

    Vestre Landsret har i en ny dom fastslået, at en stor erhvervsskole er momspligtig af sin kursusvirksomhed. Umiddelbart kunne man tro, at dette ville betyde en udgift for skolen, men faktisk medfører dommen det modsatte. Det skyldes, at skolen nu kan få momsfradrag for de direkte udgifter vedrørende kurserne. Endvidere får den forøget sit fradrag for moms af fællesomkostninger, ligesom den ikke skal betale lønsumsafgift af uddannelsesaktiviteterne. Også skolens mulighed for godtgørelse af energiafgifter forbedres. Samlet set er dette mere end tilstrækkeligt til at opveje momsen på kursusgebyrerne.

    Dommen betyder, at en række erhvervsskoler, gymnasier og universiteter nu vil kunne se frem til at få tilbagebetalt betydelige beløb fra SKAT, hvis de ellers kan godtgøre, at deres kursusvirksomhed drives med gevinst for øje. Det vil formentlig være muligt for de fleste.

    I den konkrete sag havde såvel SKAT som Landsskatteretten afslået, at skolen kunne udbyde momspligtige kurser, fordi skolen var organiseret som en selvejende institution, hvis midler alene måtte komme skolens formål til gode.

    Vestre Landsret fastslog imidlertid, at momslovens bestemmelse om moms på kursusaktiviteter skal forstås sådan, at det alene er afgørende, om selve kursusaktiviteten er tilrettelagt med gevinst for øje, og ikke om hele virksomheden giver overskud.

    Dommen betyder, at alle kursusudbydere nu er ligestillet i momsmæssig henseende.

    Dommen bryder således med hidtidig praksis, der efter vores opfattelse var i strid med de hensigter, der lå til grund for indførelsen af momspligten på kursusaktiviteter.

    Det er uvist, hvorvidt Skatteministeriet anker dommen til Højesteret. Efter vores opfattelse er dette dog ikke særlig sandsynligt. Ankes dommen ikke, vil der være mange selvejende institutioner m.v., der bør overveje, om der skal søges moms, energiafgifter og lønsumsafgift retur hos SKAT.

    Evt. spørgsmål kan rettes til Gert Jessen, tlf. 6312 7171, gej@bdo.dk.



    Til nyhedslisten