Navigate Up

    Momsgrundlaget - omkostninger versus udlæg(Skat og moms) 

    08-06-2011 07:20

    Af Marlene Frentzel Sørensen

    Når en virksomhed har solgt en momspligtig vare eller ydelse til en kunde, skal der udstedes en faktura til denne inklusive moms. I mange tilfælde er fakturaen meget specificeret, idet en række omkostninger vises særskilt. Det gælder fx udgifter til

    • Fragt
    • Porto
    • Licenser
    • Royalties
    • Told
    • Punktafgifter
    • Kørselsgodtgørelse

    En del af disse omkostninger er ikke i sig selv momsbelagte. Det gælder blandt andet porto, told og kørselsgodtgørelse. Der opstår på denne baggrund ofte tvivl om, hvorvidt de pågældende omkostninger skal indgå i momsgrundlaget. Altså om kunden skal betale moms af disse.

    Svaret på dette spørgsmål er, at dette afhænger af, hvorvidt der reelt er tale om et udlæg for kunden eller ej. Kun hvis dette er tilfældet, kan omkostningerne holdes ude af momsgrundlaget.

    I langt de fleste tilfælde skal der beregnes moms af det fulde beløb. Også af omkostningerne. De er nemlig en del af den pris, som kunden skal betale for varen eller ydelsen.

    Kun hvis 2 betingelser er opfyldt, kan sælgeren undlade at beregne moms af omkostningerne.

    For det første skal der være tale om omkostninger, som afholdes på køberens vegne. Det vil normalt fremgå af virksomhedens almindelige forretningsvilkår.

    For det andet skal omkostningerne bogføres på en særlig udlægskonto hos sælgeren, og denne må naturligvis ikke foretage fradrag for den eventuelle købsmoms af udlægget.

    Som typiske eksempler på omkostninger, der kan afregnes efter udlægsreglerne, kan nævnes stempelafgifter, lossepladsafgifter, afgifter for patenter og varemærker, synsgebyrer og registreringsafgifter.

    Der er fastsat særlige regler for postordrevirksomheders mulighed for at anvende udlægsreglerne på portoudgifter. Der er tale om en forsimplet metode, hvor virksomheden kan fakturere et momsfrit gebyr i stedet for den præcise portoudgift.

    Evt. spørgsmål kan rettes til Marlene Frentzel Sørensen, tlf. 3915 5309, mfs@bdo.dk



    Til nyhedslisten