Navigate Up

    Moms af udgifter til bespisning(Skat og moms) 

    30-03-2011 07:25

    Af Marlene Frentzel Sørensen

    Som omtalt i Depechen 2010, nr. 22, har SKAT ændret praksis og godkender nu fradrag for moms af udgifter til bespisning af forretningsforbindelser og af medarbejdere under faglige møder, der foregår i virksomheden. I forbindelse med praksisændringen gav SKAT mulighed for, at virksomheder kunne søge om tilbagebetaling af moms af sådanne udgifter tilbage til 1994. Den mulighed har mange virksomheder benyttet sig af og brugt store ressourcer på at godtgøre omfanget af deres udgifter til bespisning.

    Dette arbejde kan meget vel have været forgæves. SKAT har angiveligt truffet beslutning om ikke at ville imødekomme de indsendte ansøgninger, hvis ikke virksomhederne kan fremlægge egentlig dokumentation for udgifterne. Og det kan de færreste, fordi bilag normalt ikke opbevares i mere end 5 år.

    Efter vores opfattelse giver det ikke mening, at SKAT giver mulighed for genoptagelse tilbage i tid, hvis kravene til dokumentation sættes så højt, at næsten ingen kan opfylde dem. Vi opfordrer derfor alle, som får afslag på deres genoptagelsesanmodning med den begrundelse at dokumentationen er utilstrækkelig, til at gøre indsigelse.

    Afslutningsvis minder vi om, at der pt. stadig kan søges om genoptagelse tilbage til 2001. Ansøgning herom skal være modtaget hos SKAT senest den 4. april 2011. 

    Evt. spørgsmål kan rettes til Marlene Frentzel Sørensen, tlf. 3915 5309, mfs@bdo.dk.



    Til nyhedslisten