Moms af hotellejligheder(Skat og moms)
22-12-2010 07:35
Af
Marlene Frentzel Sørensen
Østre Landsret har afsagt dom i en principiel sag om moms på hotelejerlejligheder. Det er lejligheder, der typisk ejes af privatpersoner. I de fleste tilfælde bruger ejeren selv lejligheden nogle få uger om året. Resten af tiden udlejes den til turister. Almindeligvis gennem et udlejningsbureau og ofte på sommerhuslignende vilkår. Altså på ugebasis og med separat betaling for el m.v.
I flere år har der været tvivl om, hvorvidt udlejningen af sådanne lejligheder er momsfri eller momspligtig.
Landsretten fastslog, at udlejningen er momsfri. Der skal således ikke betales moms af lejeindtægterne. Det har den umiddelbare konsekvens, at mange ejere skal have slettet deres momsregistrering.
Umiddelbart skulle man tro, at en sådan dom ville vække begejstring, men det gør den ikke alle steder. Den betyder nemlig, at de firmaer, som i sin tid opførte byggerierne, uberettiget har fået momsfradrag af deres byggeudgifter, og at de uberettiget har ladet køberne af lejlighederne overtage den såkaldte momsreguleringsforpligtelse. Investor-erne har så at sige købt lejlighederne med rabat – uden moms – og det måtte de faktisk ikke, siger Landsretten nu.
Dommen giver ikke noget svar på, om SKAT kan rejse krav mod investorerne. Til gengæld ligger det fast, at SKAT under alle omstændigheder kan rette krav mod den oprindelige ejer – bygherren. Det er dog uvist om SKAT vil igangsætte en egentlig aktion mod de byggeselskaber, som har opført hotelejerlejligheder og uberettiget opnået momsfradrag. Dette er nok tvivlsomt, idet mange af kravene for længst er forældet, idet SKAT som udgangspunkt kun kan rejse krav 3 år tilbage i tiden.
Dommen må derfor forventes primært at få fremadrettet betydning. Det må således antages, at markedet for opførelse og salg af hotelejerligheder vil blive mindre som følge af denne dom. I alle tilfælde når lejlighederne skal sælges til investorer, som vil anvende disse til momsfri udlejning, idet byggeselskabernes manglende adgang til momsfradrag i disse tilfælde vil gøre lejlighederne væsentligt dyrere.
Evt. spørgsmål kan rettes til Marlene Frentzel Sørensen, tlf. 3915 5309, mfs@bdo.dk.
Til nyhedslisten