Moms på aktier i ejendomsselskaber?(Skat og moms)
26-10-2011 07:25
Af
Marlene Frentzel Sørensen
Med virkning fra den 1. januar 2011 blev der indført moms på vederlag for nye bygninger og byggegrunde.
Reglerne er udformet sådan, at de også gælder ved overdragelse af såkaldte ”tinglige rettigheder” til sådanne bygninger og grunde, når rettigheden giver indehaveren en eksklusiv brugsret over den faste ejendom.
Det mest almindelige eksempel på en sådan rettighed omfatter overdragelse af andele i andelsboligforeninger og aktielejligheder, hvor køberen netop opnår en brugsret via andelsbeviset / aktien. En tinglig rettighed kan dog også opnås via et pant eller en servitut.
Siden indførelsen af de nye regler har der hersket en vis usikkerhed om, hvorvidt overdragelse af aktier i et almindeligt ejendomsselskab kan udløse momspligt, hvis selskabet ejer en ny bygning eller en byggegrund.
Hidtil er der kun offentliggjort ganske få afgørelser om spørgsmålet. En af disse handlede om et selskab inden for byggebranchen, som havde erhvervet et større jordareal, hvorpå der skulle opføres 4 bygninger med hver 50 lejligheder. Selskabet påtænkte at overdrage de 4 grundstykker til 4 datterselskaber med henblik på at lade disse stå for opførelsen og det senere salg eller udlejning af lejlighederne. Selskabet ønskede i denne forbindelse svar på, hvorvidt et senere salg af aktierne i et eller flere af datterselskaberne ville være momspligtigt. Dette svarede Skatterådet benægtende på. Dette blev begrundet med, at den eksklusive brugsret til lejlighederne også efter et salg af aktierne ville tilkomme de tidligere datterselskaber.
Det må på denne baggrund anses for givet, at overdragelse af aktier i et ejendomsselskab normalt ikke vil være momspligtigt.
Det er dog stadig uklart, hvorvidt dette også er tilfældet, hvis køberen af aktierne faktisk anvender – eller skal anvende – den eller de ejendomme, som det købte selskab ejer, som domicilejendom, produktionslokaler eller lignende.
I sådanne tilfælde bør man derfor udvise forsigtighed og få foretaget en nøje vurdering af risikoen for eventuel momspligt.
Evt. spørgsmål kan rettes til Marlene Frentzel Sørensen, tlf. 3915 5309, mfs@bdo.dk
Til nyhedslisten