Moms på kursusaktiviteter(Uddannelse)
27-05-2010 08:50
Af
Diana Mønniche
Der har længe været usikkerhed om, hvordan udannelsesinstitutioner skal behandle deres indtægter fra IV-kurser. De seneste udmeldinger fra SKAT har været, at kursusaktiviteterne var momsfrie, og der skulle beregnes lønsumsafgift af aktiviteterne.
Nu har Landsretten fastslået, at kursusaktiviteter på uddannelsesinstitutionerne er momspligtige, når kurset primært retter sig mod virksomheder og institutioner mv., og udbydes med det formål, at tjene penge på kursusaktiviteterne.
Landsretten har netop afsagt dom omkring en erhvervsskoles kursusaktiviteter. I den konkrete sag slog Landsretten fast, at kursusaktiviteterne var momspligtige, når kurserne var udbudt til virksomheder og institutioner og havde til formål, at give et overskud. Der skal således ikke henses til, om uddannelsesinstitutionen i sin helhed giver overskud. Ved vurdering af den momsmæssige behandling, er det alene kursusaktivitetens resultat, der skal henses til, for vurdering af, om kursusaktiviteterne er momspligtige eller ej.
Med Landsrettens dom er hele problemstillingen, om hvornår uddannelsesinstitutionernes kursusaktiviteter er drevet med gevinst for øje, forhåbentlig slut.
Hvilke konsekvenser får dommen
Fra 1. januar 2009 blev mange uddannelsesinstitutioner registreret for lønsumsafgift, hvilket de fleste uddannelsesinstitutioner kan blive afmeldt for igen, når kursus-aktiviteterne bliver momspligtige.
Konsekvensen af, at kursusaktiviteterne bliver momspligtige er, at skolerne ikke skal betale lønsumsafgift af aktiviteterne.
Ud over at skolerne ikke skal betale lønsumsafgift, kan skolerne opnå fuldt momsfradrag for de udgifter, der direkte kan henføres til kursusaktiviteterne.
Med hensyn til opgørelsen af den delvise momsfradragsret, vil der blive en større del af momsen på fællesudgifter, som skal søges refunderet hos SKAT i stedet for Undervisningsministeriet. Det at momsfradragsretten på fællesomkostninger øges hos SKAT, vil primært få betydning for godtgørelsen af energiafgifterne for de uddannelsesinstitutioner, som er omfattet af Undervisningsministeriets momskompensationsordning.
Momsfradraget på fællesomkostninger, vil for de fleste skoler alene betyde en omfordeling af momsgodtgørelsen mellem SKAT og Undervisningsministeriet.
Hvis Landsrettens dom bliver endelig skal I overveje, om lønsumsafgiften mv. skal søges retur, ligesom I fremadrettet skal til at opkræve moms på kurserne.
Afslutning
Vi er endnu ikke bekendt med, om SKAT vil indbringe Landsretsdommen for Højesteret. SKAT har 8 uger til at indbringe sagen. Først når klagefristen er udløbet ved vi, om Landsrettens dom er endelig.
Indtil vi kender SKATs reaktion på afgørelsen, vil vi opfordre til, at I behandler jeres kurser som hidtil. Vi giver jer besked, så snart vi er bekendt med om SKAT accepterer dommen.
Hvis SKAT ikke indbringer sagen for Højesteret, vil vi opfordre til, at I begynder at pålægge moms på kursusaktiviteter fra den første i en ny momsperiode..
Hvis I har spørgsmål til jeres kursusaktiviteter, står vi naturligvis til rådighed for yderligere drøftelser heraf.
Til nyhedslisten