Messer i udlandet - nye momsregler(Skat og moms)
19-01-2011 07:20
Af
Dorthe Higham
Med virkning fra 1. januar 2011 skal ydelser vedrørende messer, konferencer og kurser momsbelægges i det land, hvor køberen af ydelsen er hjemmehørende.
Danske virksomheder, der lejer en stand på en messe i et andet EU-land, skal derfor ikke længere betale moms til arrangøren. I stedet skal der afregnes dansk moms af standlejen m.v.
Entrebilletter samt betaling for garderobe og parkering er som udgangspunkt ikke omfattet af ændringen og skal fortsat momsbelægges i det land, hvor arrangementet finder sted. Dette gælder dog formentlig kun, når disse udgifter betales ”på stedet”. I de tilfælde, hvor en dansk virksomhed på forhånd – evt. sammen med standlejen - faktureres for et nærmere bestemt antal entrebilletter samt evt. for garderobe og parkering, er det vores vurdering, at der skal afregnes dansk moms af den samlede udgift.
De nye regler har også betydning for danske virksomheder, som arrangerer messer, konferencer eller kurser i andre EU-lande. De skal nemlig ikke længere momsregistreres i udlandet. Ved fakturering af danske kunder, skal der tillægges dansk moms, mens der ved fakturering af kunder i andre EU-lande til gengæld ikke skal opkræves moms. Den udenlandske kunde skal i stedet underrettes om, at ydelsen er omfattet af reglerne om omvendt betalingspligt, og at kunden derfor skal afregne moms i sit hjemland.
Evt. spørgsmål kan rettes til Dorthe Higham, tlf. 3915 5306, dhi@bdo.dk.
Til nyhedslisten