Mange selvstændige får skat tilbage(Skat og moms)
21-12-2011 07:15
Af
Jesper Larsen
Ca. 100.000 selvstændige skal tilsammen have ca. 410 mio. kr. tilbagebetalt fra SKAT, som følge af, at den særlige kapitalafkastsats har været beregnet forkert i 10 ud af de seneste 11 år. I gennemsnit svarer det til kr. 4.100 til hver. Beløbet er inklusive renter.
Som udgangspunkt kommer pengene helt automatisk, idet SKAT af egen drift ændrer skatteansættelserne for langt de fleste. Tilbagebetalingen af skatten forventes at ske i marts måned 2012. Det bemærkes, at der kun sker ændring i de tilfælde, hvor denne er til fordel for den selvstændige.
Der kan dog være tilfælde, hvor den selvstændige selv skal bede om korrektion af skatteansættelserne. I sit styresignal peger SKAT på følgende tilfælde:
- Hvor der er sket tvangshævning af kapitalafkast, på grund af finansielle aktiver i afkastgrundlaget.
- Hvor en virksomhed ejes af den ene ægtefælle, men drives af den anden ægtefælle og kapitalafkastet indgår i skatteberegningen for den ægtefælle, der ejer virksomheden, og denne betaler topskat.
- Hvor den selvstændige er afgået ved døden. I sådanne tilfælde ændres skatteansættelsen kun, hvis skifteretten genoptager dødsboet på arvingernes begæring.
I styresignalet peges tillige på, at der kan være tilfælde, hvor en værdi af goodwill er ansat for lavt efter de skematiske regler, fordi den beregnede forrentning af aktiverne har været for høj som følge af den for høje kapitalafkastsats. Også i sådanne tilfælde vil der kunne søges om genoptagelse.
Ansøgning om genoptagelse skal indsendes senest den 1. oktober 2012. I sådanne tilfælde – altså i tilfælde hvor den selvstændige selv søger om genoptagelse - refunderer SKAT i øvrigt udgifter til revisorbistand i forbindelse med sagen.
Evt. spørgsmål kan rettes til Jesper Larsen, tlf. 3915 5303, jmu@bdo.dk.
Til nyhedslisten