Listeangivelser til SKAT(Skat og moms)
25-05-2011 07:25
Af
Marlene Frentzel Sørensen
Virksomheder, der sælger varer og/eller tjenesteydelser til kunder i andre EU-lande, skal løbende indberette størrelsen af dette salg til SKAT. De såkaldte listeangivelser.
De fleste virksomheder indberetter tallene kvartalsvis.
Med virkning fra 1. juli 2011 sker der ændringer på 2 fronter. For det første udgår betegnelsen ”listeangivelser”. Den erstattes af det mere retvisende ”EU-salg uden moms”. For det andet skal tallene nu indberettes månedsvis. Det gælder fra og med salget i juli måned, der skal indberettes senest den 25. august 2011.
Nogle virksomheder får mulighed for at fortsætte med kvartalsvis indberetning, men det kræver en særlig tilladelse fra SKAT. Den kan søges via TastSelv Erhverv.
Muligheden gælder i første række for virksomheder, der kun sælger tjenesteydelser. Virksomheder, der sælger varer, kan dog også søge, men kun hvis deres EU-salg i indeværende og i hvert af de 4 forudgående kvartaler ikke har oversteget kr. 800.000. Denne beløbsgrænse ændres fra 1. januar 2012 til det halve, det vil sige til kr. 400.000.
Virksomheder, der angiver moms månedsvis, skal også indberette deres EU-salg månedsvis. De er altså på forhånd udelukket fra at søge om tilladelse til at indberette dette kvartalsvis.
Evt. spørgsmål kan rettes til Marlene Frentzel Sørensen, tlf. 3915 5309, mfs@bdo.dk
Til nyhedslisten