Lønmodtagere på forskerskat - fristen den 31/12(Skat og moms)
22-12-2010 07:15
Af
Annie Baare
I Depechen nr. 25 omtalte vi et lovforslag om ændring af forskerskattereglerne. En ændring der medfører, at kun få danske sportsfolk fremover kommer til at bruge disse. Det skyldes et nyt krav om, at reglerne kun kan bruges af personer, som ikke har været skattepligtige til Danmark i de seneste 10 år forud for ansættelsen her.
Lovforslaget er nu vedtaget. Med virkning fra nytår bliver de nuværende skattesatser på henholdsvis 25 % og 33 % erstattet af en fælles sats på 26 %. Den kan anvendes i en periode på 5 år. Der skal endvidere betales AM-bidrag. Den faktiske skattesats bliver derfor ca. 32 %. Det tidligere gældende efterbeskatningskrav er samtidig ophævet.
Der blev i sidste øjeblik tilføjet en overgangsordning. Den betyder, at personer, som ved udgangen af 2010 beskattes med 25 % kan fortsætte med at anvende denne sats i op til 36 måneder regnet fra det tidspunkt, hvor de startede med at anvende ordningen.
Lønmodtagere, der er omfattet af forskerordningen, men som i første omgang har valgt beskatning med 33 %, har mulighed for at foretage omvalg inden udgangen af 2010. I så fald vil de kunne beskattes med 25 % frem til 31. december 2010 og derefter med 26 %.
Evt. spørgsmål kan rettes til Annie Baare, tlf. 3915 5328, aeb@bdo.dk.
Til nyhedslisten