Korrekt tarifering kan betyde store besparelser(Skat og moms)
03-03-2010 07:25
Af
Dorthe Higham
Virksomheder, der importerer varer fra lande uden for EU, betaler told. Størrelsen af tolden afhænger af varens art. Af tun på dåse skal der fx betales told med 24% af fakturaværdien, mens der af golfudstyr kun skal betales 2,7%.
Toldsatsen følger af den varekode, der er fastsat for en given vare. Både satsen og koden fastsættes af WTO (World Trade Organisation). To varer, der synes næsten ens, kan meget vel have forskellig varekode. At finde den rette varekode – det kaldes at tarifere – kan derfor være en vanskelig opgave. Ikke desto mindre ser vi ofte eksempler på virksomheder, der trods betydelige udgifter til told, ikke ofrer ret mange ressourcer på at sikre sig en korrekt tarifering. Ofte overlades tariferingen til den speditør, som virksomheden anvender. Dette er ikke altid nogen god idé, fordi speditøren sjældent er i besiddelse af – og ikke efterspørger – de relevante oplysninger om de enkelte varer.
En nylig afgørelse fra SKAT viser, at den slags kan have væsentlige økonomiske konsekvenser. Den konkrete sag handlede om en virksomhed, der importerede katalysatorer til Danmark. I forbindelse med en gennemgang af virksomhedens toldforhold konstaterede jeg, at den varekode, som var anvendt for katalysatorerne, formentlig var forkert. På vegne af virksomheden ansøgte jeg derfor toldmyndighederne om en såkaldt BTO. En bindende tariferingsoplysning. Dette medfører, at myndighederne tager konkret stilling til varekoden for en given vare.
I dette tilfælde var toldmyndighederne enige med mig i, at den anvendte varekode var forkert og godkendte derfor en ny. Dette indebar en betydelig nedsættelse af toldsatsen. Virksomheden søgte herefter om tilbagebetaling af told for tidligere år og fik på dette grundlag udbetalt et beløb på ca. 2 mio. kr. Hertil kom så den fremadrettede toldbesparelse.
Historien viser, at der kan være rigtig god økonomi i at gennemgå virksomhedens varekoder med henblik på at sikre, at det er den korrekte varekode, der anvendes.
Evt. spørgsmål kan rettes til Dorthe Higham, tlf. 3915 5306, dhi@bdo.dk.
Til nyhedslisten