Navigate Up

    Julegaver til personalet(Skat og moms) 

    01-09-2010 07:30

    Af Lars Jacobsen

    Der var en gang, hvor julegaver til personalet var en helt ukompliceret ting. Hvor alle fik det samme. En æske chokolade, et par flasker vin eller en købmandskurv. Sådan er det ikke længere. I mange større virksomheder er det nu helt almindeligt, at medarbejderne selv vælger deres julegave ud fra et katalog. Eneste fællesnævner er, at alle gaverne har samme værdi. Typisk 700 kr. som er den grænse, som SKAT har fastsat for skattefrie julegaver.

     

    Oprindelig var SKAT ikke begejstret for konceptet med vælg-selv-julegaver. De mente, at det mindede for meget om almindelige gavekort, der – ligesom kontanter – er skattepligtige. Praksis blev imidlertid ændret, da Landsskatteretten sidste år blåstemplede konceptet med den begrundelse, at udvalget af gaver var bestemt af arbejdsgiveren, og at gavebeviset ikke kan ombyttes eller refunderes.

     

    I en helt ny afgørelse er SKAT nu gået et skridt videre og har godkendt, at en skattefri julegave også kan bestå af et gavebevis på 700 kr. til en navngiven restaurant. SKAT lagde vægt på, at det reelt var arbejdsgiveren, som bestemte, hvad der skulle spises, fordi gavebeviset kun kunne anvendes til dagens 3 retters menu eller til én af tre på forhånd af arbejdsgiveren sammensat tre-retters menu.

     

    BDO mener

    Det er kun ganske få år siden, at såvel SKAT som Landsskatteretten vendte tommelfingeren nedad i en næsten identisk sag. Afgørelsen er derfor udtryk for en praksisændring, som vi – og sikkert også restaurationsbranchen – hilser velkommen. Det er vores håb, at SKAT på sigt også vil lade helt almindelige gavekort blive omfattet af den særlige julegavepraksis. Forskellen mellem disse og vælg-selv-konceptet ikke bare er papirtynd, men også helt urimelig, fordi sidstnævnte koncept næsten udelukkende anvendes af større virksomheder. I mindre og mellemstore virksomheder er der ikke ressourcer til den slags. Her vil man derfor rigtig gerne kunne give almindelige gavekort.

     

    Evt. spørgsmål kan rettes til Lars Jacobsen, tlf. 3915 5322, lar@bdo.dk.



    Til nyhedslisten