Navigate Up

    Iværksætteraktier(Skat og moms) 

    11-05-2011 07:15

    Af Ida Gert Jensen

    Skatteministeren har fremsat et længe ventet lovforslag, som har til hensigt at lette tilvejebringelsen af risikovillig kapital til små og mellemstore danske vækstvirksomheder.

    Forslaget er svar på den kritik, som opstod i kølvandet på skattereformen, hvor skattefriheden for aktier med en ejertid på mere end 3 år blev ophævet i de tilfælde, hvor aktionæren ejer mindre end 10 % af aktierne i selskabet.

    Med forslaget genindføres 3 årsreglen, men rammerne bliver ganske snævre. Hovedelementerne i lovforslaget kan i grove træk beskrives således:

    • Reglerne kommer kun til at gælder for selskaber m.v. Altså ikke for private investorer.

    • Gevinster på iværksætteraktier bliver skattefri efter 3 års ejertid. Det samme gælder udbytter af sådanne aktier, men igen kun udbytter, der modtages efter 3 års ejertid. 

    • Tab på iværksætteraktier bliver fradragsberettiget uanset om tabet realiseres efter mere eller mindre end 3 års ejertid, men tabet kan kun modregnes i indkomstårets gevinster på realisationsbeskattede unoterede aktier.

    • Reglerne gælder kun for nytegnede aktier. Det vil sige aktier, der erhverves ved selskabets stiftelse eller ved senere kapitaludvidelser. Altså ikke ved køb af eksisterende aktier.

    • Reglerne gælder kun for aktier i små og mellemstore virksomheder, der er i igangsætter-, opstarts- eller ekspansionsfasen.

    • Iværksætterselskabets advokat eller revisor skal påse, at betingelserne er opfyldt.

    • Investorselskabet skal hvert år selvangive, at visse betingelser er opfyldt og dokumentere, at investeringerne er overskudsgivende og forvaltes på en forretningsmæssig måde.

    • Reglerne skal have virkning for aktier, der er tegnet den 1. januar 2011 eller senere, men loven træder først i kraft, når den er godkendt af EU-kommissionen.

    BDO mener
    Hensigten med forslaget er rigtig god. Der er dog tale om en ganske kompliceret ordning og mange betingelser skal opfyldes, for at reglerne kan bruges.

    Umiddelbart kan vi derfor godt frygte, at reglerne ikke vil blive anvendt i det omfang, som det er forudsat. Men for en gangs skyld vil vi ikke have noget imod, at vi ikke får ret.

    Evt. spørgsmål kan rettes til Ida Gert Jensen, tlf. 3915 5313, igj@bdo.dk



    Til nyhedslisten