Navigate Up

    Indkomstopgørelsen for 2010(Skat og moms) 

    02-03-2011 07:15

    Af Steen Mørup

    Det er sæson for udarbejdelse af indkomstopgørelser (selvangivelser) for både personer og selskaber. Indkomstopgørelsen for 2010 vil i mange tilfælde være lidt vanskeligere og lidt mere tidkrævende end ellers. Det skyldes den seneste skattereform, hvor mange regler blev ændret. Og de fleste af disse trådte i kraft ved begyndelsen af indkomståret 2010. Nedenfor bringer vi en kort omtale af nogle af de ændringer, som man skal huske på.

    Selskaber og fonde m.v.

    • Fordringer. For alle andre tilgodehavender end vederlagsfordringer skal gevinst og tab opgøres efter lagerprincippet. For vederlagsfordringer (varedebitorer) er det muligt at vælge lagerprincippet, hvilket normalt altid vil være en fordel. Se Depechen 2010, nr. 23.
    • Porteføljeaktier. Gevinst- og tab skal som hovedregel opgøres efter lagerprincippet og skal indgå i indkomstopgørelsen uanset ejertid. For unoterede porteføljeaktier er det muligt at vælge opgørelse efter realisationsprincippet. For gamle porteføljeaktier skal der opgøres og selvangives en nettotabssaldo på blanket 05.032.
    • Aktieudbytte af porteføljeaktier skal medregnes fuldt ud ved indkomstopgørelsen og ikke kun med 66 %.
    • Ligningslovens § 8 J er ophævet. Det betyder, at advokat- og revisoromkostninger i forbindelse med køb af aktier eller aktiver normalt ikke kan fratrækkes, men skal tillægges anskaffelsessummen.

    Personer

    • Obligationer m.v. Mindsterentereglen er ophævet. Kursgevinster og tab på obligationer m.v. skal opgøres efter realisationsprincippet og medregnes ved indkomstopgørelsen, hvis fordringerne er erhvervet den 27/1 2010 eller senere. Der gælder en bagatelgrænse på kr. 2.000.
    • Valutalån. Muligheden for at vælge lagerprincippet med hensyn til valutakursgevinster og tab på fordringer og gæld i fremmed valuta er ophørt. Hvis lagerprincippet har været anvendt i 2009 kan dette dog videreføres for gammel gæld, men der kan også vælges overgang til realisationsprincippet, hvis der gives besked til SKAT herom.
    • Genvundne afskrivninger. Skal nu medregnes fuldt ud ved indkomstopgørelsen og ikke kun med 90 %.

    Evt. spørgsmål kan rettes til Steen Mørup, tlf. 3915 5323, stm@bdo.dk.



    Til nyhedslisten