Hvornår skal der moms på gebyrer?(Skat og moms)
15-09-2010 07:30
Af
Gert Jessen
Opkrævning af gebyrer er almindeligt i en lang række situationer. Derfor opstår der ofte spørgsmål om, hvorvidt et givet gebyr skal pålægges moms eller er momsfrit.
Skatterådet har i en ny afgørelse taget stilling til, hvorvidt et benzinselskab skal lægge moms på det gebyr, som selskabet opkræver hos kunder, der anvender selskabets benzinkort. Kortet kan anvendes til betaling af brændstof samt for en række andre leverancer, herunder bilvask, broafgifter, færgebilletter og parkering.
Skatterådet fastslog, at gebyret ikke skulle pålægges moms. Det skete med den begrundelse, at formålet med benzinkortet var at give kunderne henstand med betalingen. Gebyret er derfor betaling for ydelse af henstanden, og ikke betaling for det brændstof m.v., som købes på kortet. Der blev i denne forbindelse lagt vægt på, at gebyret faktureres særskilt og uafhængigt af det bagvedliggende køb.
Afgørelsen ligger på linje med en kendelse fra Landsskatteretten. Det blev heri fastslået, at oprettelsesgebyrer i forbindelse med långivning er momsfrie, fordi gebyret er en del af vederlaget for lånet, ligesom ydelse af henstand med betaling sidestilles med ydelse af et momsfrit lån.
Hvis et gebyr derimod vedrører den vare eller ydelse, som forbrugeren betaler for, skal gebyret normalt pålægges moms. Det gælder således for fragtgebyrer samt for forskellige former for administrationsgebyrer. Også forsyningsvirksomheders gebyrer for genåbning af leverancerne er momspligtige.
Evt. spørgsmål kan rettes til Gert Jessen, tlf. 6312 7172, gej@bdo.dk.
Til nyhedslisten