Navigate Up

    Tikkende momsbombe under golfklubber(Skat og moms) 

    18-08-2010 07:20

    Af Peter Høffner

    Kun et mindretal af landets mange golfklubber ejer den bane, hvor deres medlemmer spiller. Det har de nemlig ikke økonomi til. I langt de fleste tilfælde forpagter klubberne deres bane af den landmand eller det investeringsselskab, som har anlagt denne.

    Kontrakten mellem baneejeren og klubben har i sådanne tilfælde stor økonomisk betydning for begge parter. Baneejeren ønsker naturligvis en forpagtningsafgift, der er så stor, at han får en fornuftig forrentning af sin investering. Klubben ønsker derimod at forpagtningsafgiften tilpasses antallet af medlemmer, således at klubben ikke får underskud, hvis antallet af medlemmer pludseligt falder.

    Da baneejeren jo i vidt omfang er afhængig af klubben, ender man ofte med at aftale en variabel forpagtningsafgift. Den slags er imidlertid ikke ufarligt. I værste fald kan golfklubben ende med at skulle betale moms af sine indtægter. Dette er golfklubber – ligesom mange andre foreninger – ellers normalt fritaget for, fordi de ikke drives med gevinst for øje.

    Landsskatteretten har netop offentliggjort en kendelse, som illustrerer problemstillingen. I den pågældende sag havde SKAT rejst et momskrav på ikke mindre end 8,5 mio. kr. mod en golfklub.

    Kravet var foranlediget af, at klubben ifølge lejeaftalen med baneejeren var forpligtet til at betale 92,45% af sine indtægter til denne, ligesom et eventuelt økonomisk overskud af klubbens virksomhed – bortset fra et mindre fast beløb - skulle tilfalde baneejeren. Til gengæld skulle denne dække et eventuelt underskud i klubben.

    SKAT havde på denne baggrund fundet, at klubben havde fået frataget sin selvstændige økonomiske dispositionsret. Klubbens indtægter skulle derfor ses i sammenhæng med baneejerens virksomhed. Dette blev tiltrådt af Landsskatteretten, som dog ikke fandt, at klubben kunne opkræves moms med tilbagevirkende kraft, fordi SKAT tilbage i tid positivt havde meddelt klubben, at den var momsfri.

    BDO mener
    Det kan være svært at se den samfundsmæssige nytte i, at SKAT rejse sager af den her slags. Ingen golfklubber – og heller ikke andre sportsklubber mv. – vil kunne honorere momskrav i denne størrelsesorden. Det eneste der opnås er derfor, at klubberne må lukke. Dette kan ikke være i nogens interesse. Vi synes derfor, at SKAT i stedet for at rejse momskrav i millionstørrelsen hellere skulle have vejledt klubben i, hvad der skulle til for at undgå dette.

    Desværre vælger SKAT kun sjældent denne fremgangsmåde. Det er derfor næppe den sidste sag, vi har set på dette område. Vi anbefaler derfor også, at andre golfklubber – og andre foreninger med tætte økonomiske forbindelser til ejere af foreningsanlæg og lignende – lader momssagkyndige gennemgå deres forpagtningsaftaler for at vurdere om der foreligger en momsrisiko.

    Evt. spørgsmål kan rettes til Peter Høffner, tlf. 8930 7842, phf@bdo.dk.



    Til nyhedslisten