Golfbane - udlejning og vedligeholdelse(Skat og moms)
18-03-2009 09:49
Af
Sten Kristensen
Landsskatteretten har fastslået, at et selskabs baneudleje og banevedligeholdelse af en spilleklar golfbane skal anses som to separate ydelser. Kendelsen vedrører et bindende afgiftssvar fra SKAT-hovedcenter, som netop havde anset baneudlejningen som værende momsfri udlejning af fast ejendom og banevedligeholdelse som en momspligtig ydelse. Selskabet mente modsætningsvist, at det hele var momsfrit som udlejning af fast ejendom. SKM2009.142.LSR
Landsskatteretten finder ikke, at det vil være kunstigt at opdele udlejningen i de to ydelser, udlejning og vedligeholdelse, frem for at betragte den som hoved- og biydelse, der momsmæssigt betragtes som én ydelse. Det kan efter vores opfattelse bestemt diskuteres. Vi er ikke af samme overbevisning som SKAT og Landsskatteretten, idet det er almindelig forekommende, at vedligeholdelse indgår som en integreret del af en lejekontrakt. Vi mener dog samtidig, at selskabet og golfklubben et langt stykke hen ad vejen kan løse problemstillingen med manglende momsfradrag i golfklubben, ved at ansætte greenkeeperne i selve klubben og dermed begrænse momsbelastningen til de indkøbte materialer. Denne momsbelastning kan i øvrigt reduceres ved at ”placere” momspligtige indtægter i klubben såsom reklamer mv. jf. SKATs meddelelse i SKM2007.505.SKAT om momsfradragsret for fællesomkostninger, herunder banevedligeholdelse.
Et andet og måske mere interessant aspekt i kendelsen er anerkendelsen af, at udlejningen af banen er udlejning af fast ejendom. Det er ikke længe siden, at Landsskatteretten i en sag om en central organisations udlejning af en skydebane (SKM2008.587.LSR) totalt overså EF-domstolens dom i sagen om Lindöpark og definitionen af fast ejendom ved udlejning af sportsfaciliteter. I nærværende sag er der mellem parterne enighed om, at et sportsanlæg, der udelukkende stilles til rådighed for en klub eller idrætsforening for en længere periode mod betaling, er omfattet af definitionen på fast ejendom.
Afgørelsen i SKM2008.587.LSR, er efter vores opfattelse forkert, men får næppe den præjudikatsværdi, man kunne frygte for momsfradragsretten ved etablering af banerne, når Landsskatteretten nu slår fast, at der alligevel er tale om udlejning af fast ejendom, hvilket giver mulighed for frivillig momsregistrering og dermed adgang til momsfradrag.
Spørgsmål kan rettes til Sten Kristensen, tlf. 8930 7880.
Læs hele Depechen
her
Til nyhedslisten