Navigate Up

    Generationsskiftereglerne forringes(Skat og moms) 

    23-11-2011 07:20

    Af Ida Gert Jensen

    Hvad enten en virksomhed drives i personligt regi eller i selskabsform er det muligt at overdrage den til nærtstående familiemedlemmer eller til visse medarbejdere, uden at sælgeren skal betale skat.

    En række betingelser skal dog være opfyldt. Reglerne gælder således kun, hvis der er tale om ”aktiv” virksomhed. En virksomhed, hvis indtjening stammer fra formueafkast eller fra udlejning af fast ejendom, kan ikke generationsskiftes skattefrit.

    Mange virksomheder indeholder imidlertid både en aktiv og en passiv del. Derfor er der i reglerne fastsat en grænse for, hvor stor en andel af indtjeningen henholdsvis balancen, som må stamme fra / bestå af værdipapirer og udlejningsejendomme. Den såkaldte pengetankregel. I øjeblikket ligger grænsen på 75 %. Kun hvis 3/4 eller mere af indtjeningen henholdsvis aktiverne kan henføres til værdipapirer eller udlejningsejendomme, er et skattefrit generationsskifte udelukket.

    Skatteministeren har nu fremsat forslag om, at denne grænse skal nedsættes til 25 % med virkning for overdragelser, der finder sted den 1. januar 2012 eller senere.

    Evt. spørgsmål kan rettes til Ida Gert Jensen, tlf. 3915 5313, igj@bdo.dk 



    Til nyhedslisten