Navigate Up

    Firmabilbeskatning - stilstandsforsikring(Skat og moms) 

    13-05-2009 14:41

    Af Lars Jacobsen

    Skatterådet har i flere bindende svar besvaret en række spørgsmål vedrørende firmabilbeskatning i perioder, hvor bilen er sat i stilstandsforsikring. Spørgeren har som led i sit ansættelsesforhold fået stillet frie biler til rådighed, som ikke egner sig til vinterkørsel. Bilerne opmagasineres derfor i visse perioder, ligesom bilerne bliver sat i stilstandsforsikring, hvilket betyder, at bilerne ikke må anvendes så længe, der er stilstandsforsikring på bilen.
     
    Skatterådet udtalte bl.a. i sagen, at en stilstandspolice alene må betragtes som en aftale mellem spørger og forsikringsselskabet, hvis formål er at opnå en besparelse på præmien, og at sådanne aftaler ikke har indflydelse på, hvorvidt der er tale om begrænsninger i rådigheden over bilen. Det har ingen betydning for beskatningen, at nummerpladerne deponeres hos advokat eller bilforhandler mv. Den eneste måde, hvorpå medarbejderen kan undgå beskatning af firmabilen, er, at aftage nummerpladerne og aflevere dem på motorkontoret med det resultat, at bilen ikke længere anses for at være indregistreret. SKM2009.314.SR og SKM2009.292.SR.
     
    BDO mener
    Skatterådets afgørelser er meget restriktive, og de kommer desværre nok også som en overraskelse for mange personer med firmabiler, som kun er egnede til kørsel i sommermånederne.
     
    Der er ingen tvivl om, at det i tilfælde af færdselsuheld kan blive meget dyrt at køre i en firmabil i perioder med stilstandsforsikring. Derfor medfører en stilstandsforsikring reelt, at medarbejderen ikke har rådighed over firmabilen. Det er umiddelbart vanskeligt at se forskel på rådigheden over en firmabil i stilstandsforsikringsperioden og på situationer, hvor medarbejdere fraskriver sig retten over firmabilen i en hel kalendermåned, og hvor bilen placeres hos arbejdsgiveren. I sidstnævnte situation kan medarbejderen efter praksis undgå beskatning.
     
    Spørgsmål kan rettes til Lars Jacobsen, tlf. 3915 5322 eller e-mail: lar@bdo.dk


    Til nyhedslisten