Navigate Up

    Ejendom ud af virksomhedsordningen - præcisering(Skat og moms) 

    08-07-2009 08:40

    Af Jesper Larsen

    Der har vist sig behov for at præcisere hvilke værdier og værdiansættelsesprincipper, der skal anvendes ved overførsel af en fast ejendom fracvirksomhedsordningen til privatøkonomien. Dette har SKAT nu gjort i styresignal af 22. juni 2009 - SKM2009.381.SKAT

    Værdiansættelsesprincip:
    Der skal anvendes samme værdi ved overførsel af en fast ejendom fra virksomhedsordningen til privatøkonomien, som blev anvendt ved opgørelse af indskudskontoen. Hvis handelsværdien på tidspunktet for overførsel af ejendommen til privatøkonomien er lavere end værdien opgjort ved indskud af ejendommen, kan denne værdi anvendes.

    Efterfølgende om– og tilbygning:
    Hvis der under virksomhedsordningen er udført ombygnings- eller forbedringsarbejder på ejendommen, skal udgifterne til disse arbejder tillægges. Det er dog muligt at anvende ejendommens handelsværdi på tidspunktet for overførsel af ejendommen til privatøkonomien, hvis denne værdi er lavere.

    Ejendommen indskudt efterfølgende:
    Er ejendommen indskudt i virksomhedsordningen efter indtræden i ordningen, skal der anvendes samme værdi ved overførsel af ejendommen til privatøkonomien, som blev anvendt ved indskuddet. Dog tillægges eventuelle udgifter til ombygninger eller forbedringer, som er afholdt efter, at ejendommen blev indskudt. Det er dog muligt at anvende ejendommens handelsværdi på tidspunktet for overførsel til privatøkonomien, hvis denne værdi er lavere.

    Ejendommen købt i virksomhedsordningen:
    De ovenfor nævnte principper finder også anvendelse, hvis den skattepligtige - mens virksomhedsordningen har været anvendt - har købt en ejendom for virksomhedens midler og efterfølgende overfører ejendommen til privatøkonomien. Ejendommen skal derfor overføres til købsprisen med tillæg af udgifter til ombygninger eller forbedringer. Det er dog
    muligt at anvende ejendommens handelsværdi på tidspunktet for overførsel til privatøkonomien, hvis denne værdi er lavere.

    Spørgsmål vedrørende ovenstående kan rettes til Jesper Larsen, tlf. 3915 5303, jmu@bdo.dk

    Læs hele Depechen

    Til nyhedslisten