Depechen 3/2009(Skat og moms)
02-02-2009 16:17
Af
Henning Boye Hansen, Stefan Bjerregaard og Karsten Gianelli
Skattekommissionen har i dag offentliggjort sin betænkning, som er oplæg til en fremtidig skattereform.
Oplægget vil være grundlaget for de politiske forhandlinger, som nu skal føres, og som — efter regeringens plan – skal resultere i en skattereform, der skal vedtages inden sommerferien og træde i kraft fra 2010.
Hovedindholdet i Skattekommissionens oplæg er en lettelse af skatten på arbejde, som dels vil resultere i en reduktion af marginalskatten fra de nuværende 63% til 55%, dels vil forøge både personfradraget og beskæftigelsesfradraget.
Lettelserne er efter kommissionens oplæg fuldt finansieret med en lang række elementer, hvoraf en reduktion af skatteværdien af ligningsmæssige fradrag og rentefradraget og øgede grønne afgifter er hovedelementerne.
Det er vigtigt at understrege, at der alene er tale om et oplæg til Folketingets politikere og at meget kan blive ændret inden en endelig udgave af skattereformen kan vedtages.
Personbeskatningen
Skattekommissionen lægger op til følgende lettelser af skatten på arbejdsindkomst:
- Mellemskatten på 6% afskaffes
- Topskatteprocenten sænkes fra 15% til 13,5% og bundgrænsen for topskatten hæves med 36.000 kr. til 388.000 kr. (422.000 kr. før arbejdsmarkedsbidrag)
Effekten heraf vil være en reduktion af marginalskatten fra ca. 63% til ca. 55%.
Herudover lægger skattekommissionen op til, at
- Bundskatteprocenten sænkes fra 5% til 3,5%
- Sundhedsbidraget på 8% lægges sammen med bundskatten og får dermed samme indkomstgrundlag som bundskatten.
- Personfradraget øges med 1.000 kr.
- Beskæftigelsesfradraget øges til 7%, dog max. 22.300 kr.
Kommissionen lægger op til en lavere beskatning af kapitalafkast, kombineret med en reduktion af skatteværdien af rentefradrag:
- Der indføres et bundfradrag på 40.000 kr. for positiv kapitalindkomst i topskattegrundlaget.
- Skat af aktieindkomst reduceres fra hhv. 28% til 25% og fra 43%/45% til 40%, altså en tilbagevenden til kun 2 skattetrin.
- Skatteværdien af rentefradraget reduceres fra 33% til 25%. Efter oplægget skal indfasningen heraf dog først ske fra 2012.
Der foreslås en reduktion af skatteværdien af ligningsmæssige fradrag /(herunder befordringsfradrag og fradrag for kontingent til fagforening og A-kasse) fra 33% til 25%.
Der lægges op til en ændringen af skatten af pensionsordninger, nemlig:
- Et loft for indskud på ratepensionsordninger på 250.000 kr. årligt.
- En ny udligningsskat på 9% på pensionsudbetalinger, der overstiger 284.000 kr. Denne udligningsskat vil ikke kun omfatte eksisterende pensionsordninger, men også fremtidige ordninger.
Private husholdninger vil blive ramt af en række afgiftsændringer, nemlig:
- En forhøjelse af energiafgifterne (15% på brændsler og 5% på el) og af spildevandsafgiften (50%)
- En omlægning af bilbeskatningen og bilafgifterne, som bl.a. vil øge beskatningen af de mest miljøbelastende biler, herunder at beskatningen af fri bil gøres afhængig af brændstofforbruget og at afgiften på varebiler fremover også gøres afhængig af brændstofforbruget.
- En forhøjelse af tobaksafgiften g indeksering af afgifterne på tobak, chokolade, is og sodavand.
Endelig vil privatpersoner blive ramt af fjernelsen eller reduktionen af skattefordelene ved en række medarbejdergoder, nemlig:
- En ophævelse af skattefriheden for medarbejderobligationer og medarbejderaktier, således at værdien heraf fremover beskattes fuldt ud som lønindkomst.
- Ophævelse af skattefriheden for arbejdsgiverbetalte sundhedsordninger.
- Reduktion af skatteværdien af ligningsmæssige fradrag fra 33% til 25%.
- Øget beskatning af værdi af fri telefon, bredbåndsadgang mv. via en multimediebeskatning, hvor medarbejdere, der har fri telefon, bredbånd, pc mv. beskattes af et beløb på 5.000 kr. årligt.
Erhvervsbeskatningen
Skattekommissionens forslag til ændringer af erhvervsbeskatningen er alle af teknisk art og spænder i øvrigt meget bredt. Her følger et udpluk:
På momsområdet afskaffes en række særregler. Kommissionen foreslår således, at der lægges moms på fast ejendom (levering af nye ejendomme samt byggegrunde), og at den gældende momsfritagelse på rejsebureauvirksomhed, personbefordring og aviser bliver ophævet.
På afgiftsområdet udfases muligheden for godtgørelse af energiafgifter og en række afgifter forhøjes.
På skatteområdet foreslås blandt andet følgende:
- Fradragsretten for udgifter til etablering af nye virksomheder – herunder advokat- og revisorudgifter – foreslås ophævet.
- Et særligt 10 %-nedslag på genvundne afskrivninger hos fysiske personer foreslås ophævet.
- Løn til søfolk under den særlige DIS-ordning foreslås pålagt arbejdsmarkedsbidrag.
- Lønsumsafgiften for den finansielle sektor foreslås forhøjet fra 9,13% til 10,5%.
- 3-årsreglen for selskabers porteføljeaktier foreslås ophævet. Der foreslås indført lagerbeskatning af alle porteføljeaktier og investeringsbeviser, ligesom udbytter heraf altid skal beskattes fuldt ud. Til gengæld lempes reglerne for datterselskabsaktier (aktier i selskaber, hvori der ejes 10 % eller mere af den samlede kapital), idet gevinster på sådanne fremover skal være skattefri efter en ejertid på 1 år på samme måde som for udbytter af sådanne aktier.
- Reglerne om skattefrihed for ekspropriationserstatninger foreslås ophævet, og det samme gælder adgangen til genanbringelse af ejendomsavancer i udlejet landbrugsjord uden for EU/EØS.
- Selskaber og fondes mulighed for at få omkostningsdækning i skattesager foreslås ophævet. Til gengæld skal de pågældende omkostninger kunne fradrages ved indkomstopgørelsen.
BDO mener
En reduktion af marginalskatten på arbejdsindkomst må hilses velkommen.
Det må også hilses velkommen, at der er væsentlige dele af skattelovgivningen, som ikke inddrages på finansieringssiden. Der lægges f.eks. ikke op til en forøgelse af arbejdsmarkedsbidraget eller en genindførelse af SP-bidraget, og de væsentligste dele af erhvervs– og selskabsbeskatningen lades også urørte i denne omgang.
Overordnet set er der altså kun grund til at takke Skattekommissionen.
Tilbage er nu kun at afvente udfaldet af de politiske forhandlinger. Når man ser på udmeldingerne fra oppositionen — på begge sider af Regeringen — kan man umiddelbart godt frygte, at det bliver vanskeligt at finde flertal for de mange gode forslag. Argumenterne for en reform er dog stærke. Vi tror derfor på et positivt udfald, især fordi der lægges op til lettelser såvel i ”toppen” som i ”bunden”. En sænkning af marginalskatten med hele 8%-point vil næsten være for godt til at være sandt, og 3-5% er nok mere realistisk. Der består imidlertid en stor pædagogisk udfordring i forhold til at forklare offentligheden — og ikke mindst medierne — at en sænkning af værdien af rentefradraget ikke nødvendigvis får en væsentlig negativ betydning for husejerne.
Spørgsmål vedrørende ovenstående kan rettes til Henning Boye Hansen, tlf. 3915 5325, Stefan Bjerregaard, tlf. 9626 3959 eller Karsten Gianelli, tlf. 3915 5304.
Til nyhedslisten