Navigate Up

    Den nye fedtafgift(Skat og moms) 

    17-08-2011 07:30

    Af Dorthe Higham

    Også virksomheder, der importerer fødevarer med et indhold af mættet fedt på mindst 2,3 % skal fra 1. oktober i år betale den særlige fedtafgift på 16 kr. pr. kg mættet fedt, jf. vores omtale af de nye regler i Depechen 2011, nr. 4.

    Beregning af fedtafgiften på færdigvarer kan medføre betydelige udfordringer for importørerne, idet der både skal beregnes afgift af den fedt, der er i varen, og af den fedt, der er anvendt til produktionen af denne. En virksomhed, der importerer pomfritter, skal således både betale afgift af den olie, der er i produktet, og af den olie, der er brugt til at fremstille pomfritterne.

    Selv om et produkt har en samlet fedtprocent, der er lavere end 2,3 % skal der betales fedtafgift af de fedtafgiftspligtige råvarer, der er anvendt i produktet eller til at fremstille dette med, hvis disse råvarer individuelt set har et indhold af mættet fedt på mindst 2,3 %.

    Importøren af fedtafgiftspligtige varer skal kunne dokumentere vægten af den mættede fedt, der er i de indførte varer eller som har været anvendt til fremstillingen af disse. Som dokumentation skal importøren kunne fremvise en erklæring fra fabrikanten / leverandøren. Hvis det ikke er muligt at fremlægge en sådan, skal importøren betale fedtafgift af fødevarens totale fedtindhold. Altså af såvel mættet som umættet fedt, alternativt varens nettovægt, hvis der ikke foreligger oplysninger om fedtindholdet.

    Det er importørens ansvar at indhente en erklæring fra leverandøren, der indeholder de rette oplysninger. Især oplysningen om mængden af de varer, der er medgået til fremstilling af de indførte varer, dvs. inkl. spild, svind mv. i forbindelse med fremstillingen, er en oplysning, som leverandøren måske ikke altid får med i erklæringen.

    Evt. spørgsmål kan rettes til Dorthe Higham, tlf. 3915 5306, dhi@bdo.dk



    Til nyhedslisten