Danske pensionsordninger, når man bor i udlandet(International personskat)
17-05-2011 20:00
Af
Finn Madsen
Mange personer er ikke bekendt med, at de betaler PAL-skat med 15 pct. af den tilvækst, som hvert år skabes på deres pensionsordning, hvorfor mange udstationerede ikke ved, at de kan undgå denne skat.
Men det har faktisk været muligt siden 1. januar 2010, hvor der blev indført en ren dansk skattefritagelse for PAL skatten.
For at slippe for denne skat skal personer, der ikke er fuldt skattepligtige til Danmark eller er skattemæssigt hjemmehørende i udlandet, blot få bekræftet, at de er fuldt skattepligtige til det land, hvor de bor. Det skal helst ske på en særlig blanket, som indsendes til SKAT i Maribo sammen med en anden blanket indeholdende en oversigt over pensionsordningerne.
Herefter udsteder SKAT en skattefritagelseserklæring, som sendes til pensionsselskabet.
Skattefritagelsen gælder for alle pensionsordninger og ikke som hidtil kun ordninger i penge-institutter. Skattefritagelsen gælder uanset, om der er sket beskatning i bopælslandet.
For indkomstårene 2008 og 2009 vil det stadig være muligt at få PAL-skatten refunderet, hvis der indsendes ansøgning herom til SKAT. Da dette sker efter reglerne i dobbeltbeskatningsaftalerne, kræver det, at bopælslandet er tillagt beskatningsretten til udbytter, renteindtægter og kapitalgevinster, hvilket bopælslandet ofte er.
Eventuelle spørgsmål kan rettes til Finn Madsen, tlf. 3915 5327, fnm@bdo.dk
Mere information:
Depechen 2010/07: Skattelettelse til udstationerede danskere
Til nyhedslisten