Navigate Up

    Danmarksindsamlingen - skat og moms(Skat og moms) 

    03-02-2010 09:13

    Af Dorthe Higham

    I forbindelse med Danmarksindsamlingen har Skatteministeriet præciseret, at der ikke skal betales moms af de donationer, som virksomheder har givet. Afgørelsen må antages at bero på en opfattelse af, at der i momsmæssig forstand ikke er tale om en reklameydelse, men derimod om en donation, der falder uden for momslovens anvendelsesområde.

    Momsfritagelsen gælder i følgende tilfælde:

    • Virksomheden blev nævnt under programmet i kravletekst sammen med det donerede beløb

    • Virksomheden blev nævnt under programmet af studieværterne sammen med det donerede beløb

    • Virksomheden kom under programmet igennem på en direkte telefon og donerede beløbet der

    • Virksomheden kom under programmet ind og overrakte en check

    • Der blev i programmet vist et præfabrikeret klip, hvor virksomheden donerede beløbet

    • Virksomheden står på hjemmesiden ”Danmarksindsamlingen.dk” som gavegiver

    Ministeriet har telefonisk oplyst, at momsfritagelsen kunne gælder i de opregnede tilfælde. I tilfælde, hvor virksomheder opnår modydelser i videre omfang, skal der betales moms.

    Ministeriet har endvidere oplyst, at momsfritagelsen ikke ændrer ved, at bidragene i skattemæssig henseende kan anses for fradragsberettigede reklameudgifter i overensstemmelse med hidtidig praksis.

    I den udsendte pressemeddelelse har ministeriet afslutningsvis tilføjet, at virksomheder, der uberettiget har betalt moms af donationer ved tidligere indsamlinger, er berettiget til at få momsen tilbagebetalt.

    BDO mener
    Ministeriets afgørelse indebærer, at begrebet reklameydelse konkret defineres forskelligt i moms- og skattemæssig henseende. Der er angiveligt tale om en pragmatisk afgørelse i den gode sags tjeneste, hvilket næppe nogen vil gøre indsigelse imod.

    Evt. spørgsmål kan rettes til Dorthe Higham, tlf. 3915 5306, dhi@bdo.dk .



    Til nyhedslisten