Navigate Up

    Bestyrelsesarbejde er ikke selvstændig virksomhed(Skat og moms) 

    12-10-2011 07:15

    Af Lars Jacobsen

    Flere og flere selskaber får professionelle bestyrelser. Efterspørgslen efter kompetente bestyrelsesmedlemmer er derfor stærkt stigende.

    I forhold til bestyrelsesmedlemmer opstår der i skattemæssig henseende ofte spørgsmål om, hvorvidt bestyrelsesarbejdet er personlig indkomst eller om det kan anses som selvstændig virksomhed med den virkning, at det kan udøves i selskabsform alternativt i personligt regi med anvendelse af virksomhedsordningen.

    SKAT har i løbet af 2011 offentliggjort en række afgørelser, der relativt klart fastslår, at bestyrelsesarbejde med nogle få undtagelser altid er personlig indkomst. Kun i forhold til advokater samt de konsulenter, hvor bestyrelsesarbejdet er en integreret del og et udslag af konsulentarbejdet, anerkendes det, at bestyrelsesarbejdet er selvstændig virksomhed.

    Lønmodtagere med bestyrelsesposter som bijob, samt professionelle bestyrelsesmedlemmer, der ikke driver egentlig konsulentvirksomhed, kan således ikke anvende virksomhedsordningen eller drive deres bestyrelsesarbejde i selskabsform.

    Den manglende mulighed for at anvende virksomhedsordningen / selskabsformen betyder, at ingen del af indkomsten kan opspares til lav beskatning. Derimod har det ingen betydning i forhold til muligheden for fradrag, idet eventuelle omkostninger ved bestyrelsesarbejdet kan modregnes i honorarerne og dermed fradrages i den personlige indkomst.

    BDO mener

    I betragtning af den beskedne provenumæssige betydning, som spørgsmålet har, kan det undre, at SKAT vedblivende fastholder, at advokater og visse konsulenter skal have en fortrinsstilling på dette område. I praksis er der nemlig næppe væsentlig forskel på dagligdagen for et professionelt bestyrelsesmedlem og for en advokat med mange bestyrelsesposter.

    Ikke desto mindre er der god grund til at være opmærksom på den restriktive praksis. Især skal man være varsom med at drive bestyrelsesarbejde i selskabsform, da det i værste fald kan føre til dobbeltbeskatning af indkomsten.

    Evt. spørgsmål kan rettes til Lars Jacobsen, tlf. 3915 5322, lar@bdo.dk



    Til nyhedslisten