Acontoskat for selskaber(Skat og moms)
12-10-2011 07:10
Af
Steen Mørup
Mandag den 21. november 2011 skal selskaber betale anden og sidste rate af den ordinære acontoskat for 2011.
Den ordinære acontoskat udgør i 2011 et beløb svarende til halvdelen af gennemsnittet af selskabets faktiske skat for indkomstårene 2007, 2008 og 2009. Det svarer til en skattesats på 12,5 % af selskabets gennemsnitlige skattepligtige indkomst i disse år.
Metoden til beregning af acontoskat betyder således, at et selskab med 100 %’s sikkerhed vil få restskat, hvis det i 2011 får en skattepligtig indkomst, der er højere end halvdelen af gennemsnittet i de 3 sammenligningsår. Hvis dette er tilfældet, bør det overvejes at supplere den ordinære rate med en frivillig indbetaling af acontoskat.
Hvorvidt det rent faktisk kan betale sig at foretage frivillig indbetaling af selskabsskat, afhænger i første række af forholdet mellem selskabets lånerente / indlånsrente og den rente, der skal betales til SKAT i form af et ikke fradragsberettiget restskattetillæg, som for indkomståret 2011 udgør 4,8 %. Man skal i denne forbindelse endvidere tage højde for, at en evt. frivillig indbetaling reduceres med 0,3 % ved den endelige skatteberegning.
Vores beregninger viser, at en frivillig indbetaling kun vil være interessant for selskaber med en lånerente / indlånsrente før skat på under 6,0 % p.a. Er selskabets lånerente højere, er en frivillig indbetaling ikke fordelagtig.
Det vil kun sjældent kunne betale sig at foretage for store indbetalinger. Pengene er nemlig i givet fald bundet til den 20/11 2012 og forrentes kun med en sats på 1,3 % p.a., der ganske vist er skattefri, men stadig relativ beskeden.
Hvis den ordinære acontoskat overstiger, hvad selskabet rent faktisk forventer at skulle betale i skat for indkomståret 2011, er det muligt at søge SKAT om nedsættelse af den sidste rate, men dette skal i princippet ske i denne uge, idet ansøgningsfristen formelt udløber den 15. oktober. Der er dog tale om et område, hvor SKAT ikke er voldsomt restriktiv. Vi har således i flere tilfælde opnået tilladelse til nedsættelse af raten næsten helt frem til fristen for betaling af denne.
På www.bdo.dk kan du – i vores Værd-at-Vide-serie – finde en artikel om acontoskat 2011 for selskaber. Heri omtales blandt andet reglerne for selskaber med forskudt indkomstår.
Evt. spørgsmål kan rettes til Steen Mørup, tlf. 3915 5323, stm@bdo.dk.
Til nyhedslisten