AMBI - mulighed for yderligere tilbagebetaling(Skat og moms)
14-09-2011 07:20
Af
Gert Jessen
Med virkning fra 1. januar 1988 afskaffedes en række arbejdsgiverafgifter. I stedet blev der indført et såkaldt arbejdsmarkedsbidrag, der indholdsmæssigt svarede til en tillægsmoms. Dette skete for at styrke eksportvirksomhedernes konkurrenceevne. Det blev imidlertid hurtigt klart, at afgiften var EU-stridig og derfor blev den ophævet igen ved udgangen af 1991. I løbet af de 3 år den virkede, nåede der dog at blive opkrævet hele 55 milliarder kroner i afgift.
Skatteministeriet gav efterfølgende mulighed for, at de berørte virksomheder kunne få tilbagebetalt den ulovligt opkrævede AMBI, men kun i det omfang denne oversteg virksomhedernes besparelser som følge af de bortfaldne arbejdsgiverafgifter.
EU-domstolen har nu i en dom af 6. september 2011 fastslået, at den ulovligt opkrævede AMBI skal tilbagebetales i sin helhed, uanset at virksomhederne herved reelt opnår en fortjeneste svarende til de sparede afgifter.
BDO mener
Trods den klare dom er det på grund af forældelsesreglerne usikkert, hvor mange virksomheder, der på nuværende tidspunkt kan rejse krav om tilbagebetaling af (yderligere) AMBI.
Det er vores umiddelbare opfattelse, at forældelsesspørgsmålet skal afgøres efter gamle regler, hvorefter krav kan gøres gældende indtil 20 år efter forfaldstidspunktet. Hvis dette er tilfældet kan der på nuværende tidspunkt kun rejses krav om tilbagebetaling af AMBI for 2. halvår af 1991, hvilket dog også kan være et stort beløb. Vi gætter på op mod 5-6 milliarder kroner. Hertil kommer en rentegodtgørelse af betydelig størrelse.
Krav om tilbagebetaling af AMBI for 3. kvartil i 1991 skal formentlig rejses senest den 20. november 2011. De berørte virksomheder bør derfor snarest tage initiativ hertil. Tilbagesøgning vil være interessant for selv mindre virksomheder, fordi de bortfaldne afgifter udgjorde et beløb på over 10.000 kr. årligt pr. ansat. Vi bistår naturligvis gerne med en vurdering af, hvorvidt der i konkrete tilfælde bør rejses krav om tilbagebetaling.
Evt. spørgsmål kan rettes til Gert Jessen, tlf. 4056 2320, gej@bdo.dk
Til nyhedslisten