Navigate Up

    Ændring vedrørende den kommunale medfinansiering på sundhedsområdet giver mulighed for besparelser(Offentlig revision og rådgivning) 

    09-06-2011 12:13

    Af Chefkonsulent Annette Balsgaard

    Baggrund

    I forbindelse med strukturreformen i 2007 overtog kommunerne en række sundhedsopgaver fra de tidligere amter. Desuden blev der ved ”Lov om regioners finansiering” indført en kommunal finansiering af sundhedsvæsnet. Formålet var at tilskynde kommunerne til at styrke en effektiv forebyggelsesindsats overfor kommunens borgere.

    Kommunernes medfinansiering omfatter et grundbeløb samt et aktivitetsafhængigt beløb.

    Loven er netop ændret og træder i kraft 1. januar 2012. Ændringen omfatter afskaffelse af grundbidraget mod en højere aktivitetsbaseret finansiering. Formålet er at øge kommunernes incitament til at styrke pleje-, trænings- og forebyggelsesindsatser.

    Ændringerne lægger op til, at stigningen i det aktivitetsafhængige bidrag sker vedrørende den ældre medicinske patient, idet der her ses potentialer. Her vurderes muligheder for, at kommunerne kan øge trænings-, pleje- og forebyggelsesindsatsen.

    Konkret lægges op til:
    • En stigning fra max. 5000 kr. til 13.750 kr. ved stationær somatik
    • En stigning fra 330 kr. til 1357 kr. ved de ambulante somatiske besøg
    • Behandling hos speciallæge stiger fra 30 % til 34 %
    • For psykiatrien ændres ikke på taksterne.

    Incitamentet

    Incitamentet for kommuner i forhold til emnet er således øget ved denne lovændring. Besparelsespotentialerne ses især ved den ældre medicinske patient samt ved de meget korte indlæggelser.

    Samlet omfatter den kommunale medfinansiering ca. 18 mia. kr. svarende til ca. 20 % af regionernes sundhedsudgifter.

    Som eksempel har kommunerne i Region Syd beregnet følgende udgifter som gennemsnit
    pr. 10.000 borgere:

    Samlede udgifter ca. 19.000 kr.
    Stationær somatik   8.000 kr.
    Ambulant somatik   7.000 kr.
    Genoptræning          500 kr.
    Stationær psykiatri     450 kr.
    Ambulant psykiatri     800 kr.
    Praksisydelser   2.100 kr.

    Der ses markante forskelle på kommunernes udgifter.
    I Region Syd ses max. 3,2 mill. kr. pr. 10.000 borgere som forskel. Der ses store forskelle indenfor de forskellige aktivitetstyper, hvor en kommune kan have samlede udgifter svarende til gennemsnittet, men øgede udgifter til særlige aktiviteter, fx psykiatri/ambulante behandlinger. Der eksisterer derfor besparelsespotentialer.

    Besparelserne

    Besparelserne opnås ved ændret adfærd i kommunen eller ved at påvirke adfærden i regionen. Kommunerne kan iværksætte forebyggende foranstaltninger eller substituerende ydelser. Kommunerne kan tage initiativ til at benytte muligheden for at etablere tilbud i samarbejde med regionen.
     
    Medfinansieringen har sammenhæng til en række fagområder i kommunerne, fx hjemmesygepleje, hjemmehjælp, træning, sundhedspleje, arbejdsmarked, psykiatri, handicap.

    Det vil derfor være interessant for flere fagforvaltninger/direktørområder. Forskellig organisering i kommunerne afgør, hvem der er interessent, idet budgetansvaret kan være placeret forskelligt, fx i en fælles sundhedsafdelingen, fordelt på fagområder eller i økonomiforvaltningen. 

    Analyse

    Styringen af udgifterne opnås optimalt ved at have overblik over udgifter og aktiviteter. Det kan en analyse bibringe.
    BDO Kommunernes Revision kan tilbyde analyse af data med det formål at give kommunen overblik, dokumentation samt mulighed for benchmarking. Derved opnår kommunen et grundlag for dialog med regionen, som kan anvendes ved møder i lokale samordningsfora, samarbejdsaftalen samt ved initiativ til konkrete initiativer. Desuden opnås et beslutningsgrundlag i forhold til kommunens egen adfærd og derved mulige besparelsespotentialer.

    Analysen kan desuden danne baggrund for den enkelte kommunes egen styringsmodel, fx omfattende status, prognose og opfølgning – og formålet er at nedbringe udgifterne til medfinansieringen. Analysen kan udvides, således at der kan dannes grundlag for en fremtidig strategi. Vi bistår selvfølgelig også gerne med implementering og opfølgning.

    Læs mere om vores ydelser her



    Til nyhedslisten