Løn og personalegoder
Løn og personalegoder er vigtige elementer i at fastholde og udvikle BDO som en attraktiv arbejdsplads for medarbejderne. Vores løn- og personalegodepolitik er fastlagt ud fra tre bærende principper:
- Aflønning er et individuelt anliggende mellem medarbejder og chef, og der skal være sammenhæng mellem aflønningen, jobbets indhold og medarbejderens præstation i jobbet.
- BDO stiller en række goder, som er integreret i ansættelsesforholdet, til rådighed for medarbejderen. Disse goder har fokus på at øge trivsel og tryghed i ansættelsen.
- Medarbejderen skal have mulighed for selv at sammensætte en del af lønpakken i bruttolønsordningen, kaldet BDO Flexvalg.
Udgangspunktet for fastsættelsen af en medarbejders løn er en specifik vurdering af medarbejderens personlige og faglige kvalifikationer - set i forhold til de resultater, medarbejderen har skabt gennem sin forvaltning af jobbet.
Det er lederens opgave at synliggøre sammenhængen mellem medarbejderens lønniveau og den indsats, som medarbejderen leverer. Det er vigtigt, at medarbejderen og lederen har en konstruktiv dialog i lønsamtalen, og at begge parter forlader samtalen med en oplevelse af, at den nye lønaftale afspejler virkeligheden.
Pension og tryghedspakke
Som udgangspunkt er alle medarbejdere omfattet af BDO tryghedspakke, som indeholder forsikringsdækning for tab af erhvervsevne, gruppelivsforsikring og kritisk sygdom. Medarbejderen er omfattet af tryghedspakken fra ansættelsesdatoen.
Sikring af medarbejdere
- Det er både i medarbejdernes og BDOs interesse, at alle medarbejdere og deres familier er sikret ved dødsfald, eller hvis medarbejderen ikke kan opretholde ansættelsesforholdet på grund af hel eller delvis erhvervsudygtighed.
- BDO’s medansvar betyder, at visse af forsikringsdækningerne på forhånd er fast definerede. Medarbejderne er omfattet af en række basisdækninger på livsforsikring, kritisk sygdom og tab af erhvervsevne, som ikke kan fravælges. Basisdækningerne er samlet i en tryghedspakke, som er en del af lønnen, og er derfor obligatorisk for medarbejderen.
- BDO ønsker dog, at forsikringsordningerne i stort omfang skal rumme muligheder for individuel behovsmæssig sammensætning, således at den enkelte i stor udstrækning selv kan sammensætte sin forsikringspakke.
Pension- BDO medvirker til medarbejdernes mulighed for at stå på et solidt økonomisk fundament ved pensionering.
- Som udgangspunkt indgår alle medarbejdere i BDO i en pensionsordning med individuelle valgmuligheder.
|
Indholdet i tryghedspakken og pensionsordningen udvikles løbende, så det matcher virksomhedens og medarbejdernes behov.
Personalegoder i BDO Flexvalg
I BDO vil vi gerne kunne tilbyde medarbejdere fleksibilitet i ansættelsesforholdet. En del af fleksibiliteten ligger i, at man selv kan sammensætte sin lønpakke i det, vi kalder BDO Flexvalg.
Gennem BDO Flexvalg tilbyder vi en række personalegoder, som medarbejderen kan købe mod et træk i bruttolønnen.
Personalegoder, som vælges igennem BDO Flexvalg, vælges for et år ad gangen, og valget sker pr. 1. oktober hvert år. Nyansatte medarbejdere kan vælge personalegoder i løbet af de første 14 dage efter ansættelsesdatoen.
Udbuddet af personalegoder, som kan vælges i BDO Flexvalg, udvikles konstant i forhold til, hvad der efterspørges fra medarbejderne og i forhold til, hvad der er muligt med hensyn til skattelovgivningen.