Arbejdstid
Vi lever af at sælge revisions- og rådgivningsydelser. Disse ydelser er forbundet med en timeindsats, som du præsterer. Du skal trives i dit arbejde, så både du selv, dine kolleger og din familie kan se og mærke, at du har balance i din hverdag. Vi forlanger i perioder meget af dig, men du skal tilsvarende have mulighed for en fleksibel hverdag, så familien og/eller fritidsinteresser også bliver tilgodeset.
Vi har som et erklæret mål, at du har en arbejdstid, der passer dig godt. Det vil sige, at vi forsøger at imødekomme dine prioriteringer og så vidt muligt planlægge arbejdsdage og -indhold, så du i god tid ved, hvis der er spidsbelastninger på vej.
Overarbejde?
”Der er arbejde nok til dem, der vil arbejde”. Vi har heldigvis travlt, og har du lyst og mulighed for at lægge en ekstra indsats i forbindelse med dit arbejde, er der altid mulighed for det.
Ved den årlige MUS-samtale indgår arbejdsplanlægning som et integreret element. Det betyder, at du har mulighed for sammen med din nærmeste leder at drøfte, i hvilket omfang du har mulighed for overarbejde. Hvad I aftaler, er de retningslinjer, der er for det kommende år.
Du har også mulighed for at melde ind, hvis dine prioriteter ændrer sig, og du kan påtage dig mere eller mindre overarbejde.
Det er din leders opgave at få planlægning af opgaver til at gå op. Du kan og skal regne med opbakning for din prioritering af tid fra både ledelse og kolleger.
Fleksibilitet i arbejdet
Mange af dine daglige opgaver kræver planlægning og koordinering med din leder eller kolleger. Det er nødvendigt for, at afdelingen kan arbejde optimalt og nå de mål, der er sat. Du vil også have opgaver, du kan og skal løse på egen hånd. Vi har tiltro til, at du kan nå disse opgaver, hvad enten du løser dem ved din BDO-arbejdsplads, derhjemme, om morgenen eller om aftenen - det er dit valg, så længe du når den eller de aftalte opgaver til tiden.
Fleksibilitet er også, at du, så vidt det er muligt, kan lave en aftale om at arbejde mere eller mindre end de 37 timer om ugen, der er normtid. Mulighederne er der - tag en snak med din leder.