Sådan er det at være ansat i BDO

  

Modtagelse

Når du begynder hos os, er det vigtigt, at du kommer godt i gang. Derfor planlægger vi et opstartsforløb for dig, så du lærer dit nye job og dine kolleger at kende. Du får blandt andet en personlig coach, som hjælper dig med praktiske opgaver og støtter dig i starten.
 
Du bliver også inviteret til et introduktionskursus, hvor du bliver præsenteret for vores strategier, politikker, systemer og organisationen. På kurset får du god lejlighed til at møde andre nye kolleger, som udgør et godt netværk i dit fremtidige arbejdsliv i BDO.
 

Altid i nålestribet?

I BDO bliver du en del af en uformel organisation. Du bliver mødt i øjenhøjde, og du møder kunderne i øjenhøjde, så vi har ikke nogle specifikke regler for dresscode. Man sender signaler med sin påklædning, og det er derfor vigtigt, at den altid matcher den situation, man indgår i. I nogle situationer er jakkesæt og slips det rigtige valg, og nogle gange passer jeans og en skjorte bedre.
 
I en uformel organisation er miljøet også forskelligt fra kontor til kontor så pejl dig ind på omgangstonen, men husk også at være dig selv. Hos os bliver du nemlig en del af en åben kultur, hvor forskellighed er en styrke, som giver vores organisation ånd og dynamik.
 

Uddannelse

Vi har vores eget uddannelsescenter, som sikrer, at vi har et højt uddannelsesniveau - både fagligt og personligt.
 
En væsentlig del af din udvikling sker i vores interne efteruddannelsesprogram Væksthus for Medarbejdere. Her får du blandt andet værktøjer, du kan få gavn af i din hverdag. Væksthus for Medarbejdere giver dig også en unik mulighed for at møde andre kolleger på tværs af landet, da vi vægter netværk og videndeling højt.
 
Uddannelsescentret tilbyder desuden åbne kurser og kurser, der er tilpasset dit uddannelsesniveau, fx kurser for trainees, revisorer med forskellig uddannelsesbaggrund og øvrige medarbejdergrupper. På kurserne vil du møde både interne og eksterne undervisere.
 
Du kan sammen med din nærmeste leder sammensætte dit eget uddannelsesforløb, så det matcher dine opgaver, ansvarsområder og selvfølgelig dine personlige udviklingsønsker.
 

Medarbejderudviklingssamtaler og tilfredshedsundersøgelser

Hvert år afholder vi medarbejderudviklingssamtaler, også kaldet MUS, hvor du får mulighed for at tale med din nærmeste chef om dine arbejdsforhold og dine udviklingsønsker. Vi forventer, at du selv aktivt tager stilling til, hvad du ønsker i dit arbejdsliv, og vi strækker os langt for at imødekomme det. Hvert år gennemfører vi også tilfredshedsundersøgelser for både medarbejdere og partnere. Her får du mulighed for at give din mening til kende.
 

Pension og forsikring

Du er fra ansættelsesdatoen omfattet af en tryghedspakke, der gælder alle medarbejdere i BDO. I tilknytning til tryghedspakken har vi indgået en pensionsaftale med SEB Pension og i forbindelse med din ansættelse, bliver du tilbudt et rådgivningsmøde om pension og forsikring med vores pensionsrådgiver, dahlberg.
 

BDO Flexvalg - din fleksible lønpakke

Som ansat hos BDO har du i en vis udstrækning mulighed for at få indflydelse på sammensætningen af dine ansættelsesvilkår. Personalegoder omfatter, hvis de opfattes i ordets bredeste betydning, både løn, fysiske og ikke-fysiske goder.
 
I øjeblikket indeholder vores BDO Flexvalg følgende personalegoder:

  • Avisordning  
  • Sundhedssikring
  • Offentlig befordring
  • Telefoni, bredbånd/ADSL og mobiltelefon.

Arbejdstid

Arbejdstiden er 37 timer om ugen hele året igennem. Det er i høj grad op til dig at planlægge arbejdstiden efter opgaverne - selvfølgelig i samråd med din nærmeste leder og dine kolleger. Vi lægger vægt på, at der er balance mellem arbejdsliv og fritidsliv - og da vi har individuelle behov, er det vigtigt, at planlægningen foregår i en tæt og åben dialog med leder.
 

Løn

I forbindelse med din ansættelse aftaler vi en fast månedsløn. Dit ansættelsesforhold bliver reguleret efter Funktionærloven, og afholdelse af din ferie følger Ferielovens regler.
 

Feriefridage

Du har 5 feriefridage om året hos BDO.
 
Ordningen omfatter alle medarbejdere med mindst 9 måneders uafbrudt anciennitet.
 

Foreninger

De fleste af vores kontorer har en lokal personaleforening. De lokale personaleforeninger arrangerer selv aktiviteter. Det kunne fx være fodboldhold, fyraftensarrangementer, kunstforening mv. Ved en ansættelsessamtale vil aktiviteterne i personaleforeningen blive uddybet.

Rabatordninger

Som ansat hos os har du blandt andet mulighed for at få rabat hos Falck, få benzinkort, fitness mv.