Sådan bliver du ansat i BDO

 

Rekrutteringsproces

I rekrutteringsprocessen fokuserer vi på at give dig bedst mulig information om BDO og om vores job- og udviklingsmuligheder. Samtidig vurderer vi de kandidater, vi mener, vil passe godt til de faglige udfordringer i BDO.
 
Her på siden får du lidt information om vores rekrutteringsproces og nogle tips til din ansøgning.
 

Send din ansøgning elektronisk

Vi har et elektronisk rekrutteringssystem, som hjælper os med at administrere alle vores ansøgninger, så vi vil derfor opfordre dig til at sende din ansøgning elektronisk her fra siden.
 
Sådan gør du:
Ha' dit CV og din ansøgning klar - vi foretrækker word- eller pdf-filer.
Find det job, du ønsker at søge her.
Klik på Send ansøgning.
 
Herefter vil du blive guidet igennem udfyldning af personoplysninger mv., og du vil få mulighed for at vedhæfte dit CV, din ansøgning og eventuelle bilag.
 
Du har også mulighed for at lægge dit CV i BDO's CV-database her.

Indhold i din ansøgning

Vi forventer, at du sætter dig grundigt ind i, hvem BDO er, og hvad vi står for. Vi forventer derfor også, at din ansøgning er målrettet det job, du søger. En ansøgning skal ”skille sig ud i bunken”. Det gør den bedst, hvis du beskriver, hvordan du mener, at din profil passer ind i vores organisation. Det er derfor en god idé, hvis du laver lidt analysearbejde ud fra vores stillingsopslag.
 

Tænk over spørgsmålene:

Hvordan matcher jeg den profil, BDO efterspørger - har jeg kompetencerne?

Hvordan er min interesse for de ansvarsområder og faglige udfordringer, som BDO tilbyder?

Hvordan harmonerer BDO's holdninger, visioner og strategi med mine egne?

Hvordan passer BDO-kulturen på min måde at være medarbejder på?

Hvorfor synes jeg, at BDO er en spændende og interessant virksomhed?
 

Du vil kunne danne dig et indtryk af mange af tingene ved at læse på www.bdo.dk . Du er også velkommen til at kontakte et af vores kontorer, hvis du gerne vil høre mere fra en BDO-medarbejder.
 

Din ansøgning er det første indtryk af dig, så formulér den personligt og målrettet. Der findes mange måder at skrive en ansøgning på, så vælg en form, der passer godt til dig.
 

Tips til din ansøgning

  • Max. 1 side.

  • Et afsnit om, hvorfor du søger.

  • Et afsnit om, hvordan du passer til den faglige profil, og hvilke fordele virksomheden vil få ved at vælge dig.

  • Et afsnit om, hvordan du som person matcher os - kultur, arbejdsform, kemi osv.

  • Et afsnit om, hvilke muligheder du ser for dig selv i BDO.

  • Afslut med, hvordan vi kan komme i yderligere dialog med dig.

 

CV

CV'et er en struktureret oplistning af din arbejdserfaring og dine uddannelser. CV'et er et meget vigtigt værktøj, når vi skal vælge kandidater ud fra den faglige baggrund.
 
Det er vigtigt, at du også målretter dit CV til os. Den der læser CV'et vil automatisk lede efter de konkrete kompetencer, som det ledige job indebærer. Har du de kompetencer, så er det vigtigt, at de fremgår tydeligt af dit CV.
 
CV'et kan have mange udformninger - her har du et forslag til CV'et, og du er velkommen til at bruge skabelonen, når du søger job hos os.

CV-skabelon
 

Bilag

Alle bilag skal sendes i elektronisk form, ligesom resten af ansøgningen. Ansøgningen og de bilag, du sender med, er et vigtigt værktøj i vores rekrutteringsproces. Når vi læser ansøgning og bilag, vil vi ofte notere direkte på materialet.
 

Vi foretrækker materialet i word- eller pdf-filer. Vedlæg som udgangspunkt kopier af de bilag, der efterspørges i annoncen. Har du andre bilag, du mener, der er relevante, er du meget velkommen til at vedlægge disse, men vær grundig i din prioritering.
 

Referencer

Du må gerne angive referencer i dit CV. En reference kan fx være en tidligere arbejdsgiver el. lign. Hvis vi vil gøre brug af dine referencer, så sker det først efter, at vi har haft mindst én samtale med dig. Du vil altid blive kontaktet, før vi tager kontakt til en af dine referencer.

Samtaler

Samtalen ser vi som den første mulighed for at møde dig. En samtale har to formål - at give dig information om os og det ledige job; og så er samtalen vores første mulighed for at vurdere din profil - i forhold til jobbet og til BDO som helhed.
 

I samtalen har du god mulighed for at få et personligt indtryk af BDO. Du kommer til at møde en BDO-medarbejder, som har sin daglige gang i organisationen, og som kan svare på mange af de spørgsmål, som du har. For os er det vigtigt at være realistiske omkring, hvad jobbet indeholder, så du i givet fald ved, hvad du siger ja til.
 

Det er klart, at vi også har vurderingsbrillerne på ved samtalen. Så det er vigtigt, at du giver et klart billede af dig selv - både personligt og fagligt. Vi vil derfor have en lang række spørgsmål til dig, som er med til at afdække din profil. Vi vil gerne vide noget om dine faglige interesser og kompetencer, men mindst lige så vigtigt er det, at vi får et billede af dig som menneske - Hvad driver dig? Hvad brænder du for? Hvad motiverer dig? Det er her, nogen af de grundlæggende forudsætninger ligger, for at du kommer til at trives i vores organisation.
 

Samtalen foregår åbent og uformelt - med god plads til dine egne spørgsmål.
 

Test - og vurdering af personlige egenskaber

Vi tager stilling til brug af test og analyseværktøjer fra stilling til stilling. Vi informerer altid grundigt om hvilke test vi anvender samt begrundelsen herfor. Vi samarbejder med professionelle testleverandører, som også kan stå inde for vores holdninger og etik på rekrutteringsområdet.
 
Vi har rigtig gode erfaringer med samtaler, hvor informationsniveauet er højt, og mulighederne for at afstemme kemi er til stede.

Når vi vurderer kemi og personlighed, så kigger vi først og fremmest efter, hvordan du passer ind i det team, du skal arbejde i. Herudover kigger vi på, hvordan du matcher de kunder, du kommer til at arbejde med. Alle de involverede i rekrutteringsprocessen er gode repræsentanter for BDO-kulturen og har stor erfaring i at vurdere kandidater til nye jobs.
 
Hvis test indgår i et rekrutteringsforløb, så vil kandidaterne blive grundigt instrueret i, hvordan testen indgår i forløbet, og hvordan feedback og tilbagemelding vil foregå. Vi overholder ”Etiske retningslinjer for brug af erhvervstest”.

Ansættelse

Rekrutteringsforløbet slutter med at du overvejer om du har taget en rigtig beslutning - at du har vurderet jobbet og vores virksomhed grundigt som platform for din videre udvikling.
 

Det er vigtigt, at der er tale om et match begge veje.
 
I ansættelsessamtalen binder vi enderne sammen - vi præsenterer dig for ansættelsesforhold og gennemgår din kontrakt. Vi præsenterer dig også for en plan for din opstart, som skal sikre, at du kommer godt i gang og får et personligt netværk fra starten.