
Om trainee uddannelsen
Når du bliver ansat som trainee i BDO, står du foran to lærerige år, der giver dig en grundig introduktion til revisorfaget. Efter de to år er du godt på vej til at blive en professionel rådgiver, fordi du både kan lytte til tallene og formidle resultaterne, så de giver værdi og mening.
Undervisning, kunder og kolleger
Hvilke opgaver løser du?
Fra første dag som BDO-trainee får du brug for din indlevelsesevne, for du kommer hurtigt til at arbejde med kunder. Du kommer til at løse opgaver inden for revision, regnskab, bogføring, skat og moms, og du udvikler dig gennem forskellige rådgivningssituationer.
Du indgår allerede fra starten i forskellige teams, når du sammen med kolleger arbejder med de enkelte kunder, enten ude hos kunden eller på kontoret. Din faglige og personlige udvikling er i fokus, og dine opgaver udvikler sig i takt med din erfaring og din uddannelse. Du vil i løbet af kort tid få ansvar for dine egne kunder.
Hvilken uddannelse får du?
Som BDO-trainee gennemgår du et internt 2-årigt uddannelsesforløb, der byder på en kombination af teori og praktisk træning inden for bl.a. revision, regnskab og rådgivning. Målet er, at du bruger de lærte værktøjer, når du er tilbage på kontoret.
Undervisningen foregår i hold sammen med de andre BDO-trainees, og I gennemfører aktiviteter, der udvikler jeres netværk og relationer på tværs af holdet.
Sideløbende med jobbet og den interne uddannelse deltager du også i eksterne uddannelsesforløb. Har du HHX eller en anden gymnasial uddannelse, så læser du HD, mens du med en HA som baggrund læser cand.merc.aud. på deltid. Uanset hvilken ekstern uddannelse du deltager i, støtter vi dig fagligt og finansierer omkostningerne til undervisning og bøger.
Inden du er færdig som BDO-trainee, gennemfører du en skriftlig test, som tager udgangspunkt i de fagområder, du har arbejdet med.
Herefter har du et godt springbræt til din videre karriere og de fremtidige job-og udviklingsmuligheder, der ligger foran dig i BDO. Du kommer til at løse opgaver inden for revision, regnskab, bogføring, skat og moms, og du udvikler dig gennem forskellige rådgivningssituationer.
Karrierevejen går forbi ’Væksthuset for Medarbejdere
Når du er færdig som BDO-trainee, er du revisor, og derfra kan din udvikling gå i mange retninger.
Kombinationen af din uddannelse og den erfaring, du har fra arbejdet med kunder, danner grundlaget for din karriere. Måske vælger du at specialisere dig som rådgiver i forhold til specifikke brancher eller inden for specialiserede fagområder som for eksempel skat, moms eller revision.
Går dine interesser i retning af en international karriere, er der gode muligheder for at udnytte vores internationale netværk hos mere end 100 BDO selskaber i hele verden og prøve kræfter med opgaver i udlandet. Der er mulighed for udstationering, hvis du har lyst og mod på det.
Vores datterselskab BDO Kommunernes Revision ansætter ligeledes trainees. Her får du muligheden for at arbejde med offentlig revision og får nogle af landets største arbejdspladser som kunder: Kommunerne.
Mulighederne er mange, og dine ønsker og ambitioner er med til at skabe netop den karrierevej, der passer til dig.
Efter et veloverstået trainee-forløb bliver du tilbudt at deltage på ’Væksthus for Medarbejdere’. ’Væksthus for Medarbejdere’ er vores interne uddannelseskoncept, og herigennem udbyder vi sammenhængende uddannelsesforløb, som understøtter din udvikling og karriere.
Filosofien i ’Væksthus for Medarbejdere’ er, at alle er i udvikling både fagligt og personligt. Undervisningen er baseret på virksomhedscases, så du som deltager arbejder med konkrete kundeproblemstillinger og får afprøvet faglige og personlige kompetencer i forhold til jobbet som revisor og rådgiver.
Statsautoriseret - så bliver det ikke finere
Kronen på værket er for mange revisorer at blive statsautoriseret revisor. Når du har færdiggjort dit revisortrainee-forløb og HD, går vejen til statsautoriseret revisor gennem cand.merc.aud.-studiet på deltid.
Dit job bliver tilrettelagt, så du kan gennemføre studieaktiviteterne, og så du arbejder med opgaver, der er relevante i forhold til den teori, du arbejder med.
Når du har bestået cand.merc.aud., skal du arbejde med revisions-og rådgivningsopgaver i en periode på to til tre år, før du begynder på SR-akademiet, som er uddannelsen til statsautoriseret revisor.
Selve uddannelsen til statsautoriseret revisor gennemføres på to år og afsluttes med skriftlig og mundtlig eksamen det sidste år.