En Jaguar XF Van er ikke et specialkøretøj

Dyre firehjulstrækkere på gule plader diskrimineres åbenlyst på skatteområdet. SKAT anerkender således sjældent, at de kan sidestilles med øvrige specialindrettede varebiler, selvom de anvendes på samme både.

Varebiler på gule plader er et vidt begreb. De findes i alle størrelser og prisklasser.

Skatte- og momsmæssigt skelnes der mellem de specialindrettede varebiler og dem, der ikke er det. For de varebiler, som opnår prædikatet ”specialindrettet”, er reglerne ganske gunstige. De må nemlig bruges til kørsel mellem hjem og arbejde, uden at brugeren skal firmabilbeskattes, og uden at virksomheden mister sin adgang til fradrag for moms af købesummen og af driftsudgifterne.

Hvad er et ”specialindrettet” køretøj?

Det beror altid på en konkret vurdering, hvorvidt en varebil kan anses for specialindrettet. Der lægges i denne forbindelse vægt på tre forhold:

  1. At køretøjet ikke egner sig som alternativ til en privat bil.
  2. At det – typisk med reoler i hele varerummet – er indrettet på særlig vis, idet der er et arbejdsmæssigt behov for denne indretning.
  3. At specialindretningen er nødvendig, for at brugeren af bilen kan udføre sit arbejde.

Det klassiske eksempel på et specialindrettet køretøj er en kassevogn, hvor der ikke er sideruder i varerummet, og hvor der i dette er fastmonterede reoler fra gulv til loft og som er fyldt med værktøj og materialer.

De dyre firehjulstrækkere

Et af de kriterier, som ifølge SKAT taler imod, at et køretøj kan anses for specialindrettet, er hvis der er tale om en smart/luksuspræget varebil. Dette illustreres i en netop offentliggjort kendelse fra Landsskatteretten.

Sagen handlede om en direktør i en virksomhed, hvis hovedaktivitet bestod i industriel produktion af maskiner mv. Som firmabil havde han en Jaguar XF Van på gule plader. Selvom varerummet i denne var udstyret med fastmonterede skuffemoduler og utvivlsomt blev brugt til transport af materialer og værktøjer, blev den ikke anset for specialindrettet. Landsskatteretten begrundede bl.a. dette med, at skuffesektionerne kun optog en del af pladsen, og at de løse materialer og værktøjer ikke befandt sig permanent i varerummet.

Afgørelsen er på linje med en dom fra Østre Landsret fra 2013 i en sag om en tømrermester, der havde en Mercedes ML 320 på gule plader som firmabil.