Værdiansættelse af virksomheder

En værdiansættelse af virksomheden kan være relevant i mange situationer. Når ejeren af virksomheden eksempelvis overvejer at sælge den, kan det indledningsvis være en god ide at finde et prisniveau for selskabet. Situationen kan også være, at der er uoverensstemmelser i ejerkredsen, hvor selskabets aktionæroverenskomst fastlægger, at den udtrædende part skal have sin andel af virksomheden betalt ud fra en markedsbestemt pris. Andre eksempler kan være, at selskabet ønsker en uafhængig part til at fastlægge en værdi for virksomheden i forbindelse med optagelse af nye lån hos selskabets bankforbindelse mv.

Vi tilbyder i BDO Corporate Finance at udarbejde en værdiansættelse af virksomheden med udgangspunkt i, at værdiansættelsen skal angive det prisniveau, som kan forventes ved et salg af virksomheden. Hele processen for en værdiansættelse ses i denne figur.

Værdiansættelsesprocessen

Vigtigt om værdien af selskabet
Ikke to virksomheder er ens, og alle virksomheder har forskellig baggrund og fremtidsudsigt. Ved fastlæggelsen af virksomhedens værdi, skal der tages højde for de helt specifikke forhold, der gør sig gældende. Vi viser nedenfor nogle eksempler på, hvor forskellige virksomhedernes situation kan være.

Hvad betyder det fx for virksomhedens værdi, at der blandt selskabets kunder er et par store kunder, som betyder relativt meget, mens resten af kundeporteføljen har en fin spredning? Eller hvordan skal man tage hensyn til, at der er foretaget en række store investeringer, som imidlertid endnu ikke har afspejlet sig i selskabets indtjening? Et eksempel kan også være en virksomhed, som i en årrække har haft en relativt høj indtjening, som imidlertid er faldet det seneste år eller to. Hvordan skal man værdiansætte en sådan situation? Eller hvordan skal man værdiansætte, at selskabets omsætning og indtjening er vokset kraftigt i de senere år, og fortsat ventes at gøre det? Eller hvordan skal man i værdiansættelsen tage højde for, at ejeren af virksomheden sidder på alle væsentlige ledelsesfunktioner, og selskabet ikke har en lederkreds under ejeren? Der er mange forskellige forhold, der påvirker værdiansættelsen.

Analyse af forretningsgrundlag
Værdiansættelsen af et selskab indledes med en grundig analyse af virksomhedens forretningsgrundlag. Grundlaget for dette er det materiale, vi får udleveret om virksomheden, og et besøg på virksomheden samt et møde med virksomhedens ejerkreds.

Analysen gennemgår virksomhedens eksterne parter, såsom kunder, leverandører og konkurrenter samt de markeds- og brancheforhold, der gør sig gældende. Er det fx en branche med en relativ høj indtjening og moderat konkurrence, eller er det en branche med intensiv konkurrence og høj konjunkturfølsomhed? Selskabets kunde- og leverandørforhold undersøges også. Her undersøges det fx, om der er kunder eller leverandører, som virksomheden er specielt afhængig af.

Selve virksomheden gennemgås detaljeret. Selskabets produktionsapparat og produkter gennemgås. Er der løbende investeret tilstrækkeligt, eller er produktionsapparatet nedslidt? Selskabets organisation og kompetenceniveau gennemgås, og det undersøges fx, hvor afhængig selskabet er af nøglepersoner og deres kompetencer.

I den finansielle analyse gennemgås regnskabet. Hele driftsregnskabet og balancen inkl. gældsposter gennemgås. Hvis selskabet ikke har udarbejdet budgetter, finder vi et anslået niveau for omsætning og indtjening.

Værdiberegning
Alle ovenstående forhold indgår i værdiberegningen. Værdiberegningen tager udgangspunkt i kendte metoder, der baserer sig på virksomhedens indtjening og balance.
 
Vi benytter flere metoder til at krydstjekke værdiansættelsen, hvilket også holdes op mod eventuelle registrerede virksomhedstransaktioner i den pågældende virksomheds branche eller beslægtede brancher. Dette sammenholder vi med vores markedskendskab, som opretholdes i vores løbende dialog med investorer, banker mv. Vi vurderer i denne sammenhæng også virksomhedens salgbarhed.

Værdiansættelsen kan ikke tage stilling til størrelsen af eventuelle synergier hos en køber (fx en konkurrent), som kan medføre besparelser eller merindtjening ved en sammenlægning, og dermed et højere prisniveau end det anførte i værdiansættelsen. Synergierne er nemlig helt afhængig af, hvem køberen er. Vi rådgiver gerne om, hvordan man prisfastsætter eventuelle synergier, hvis der står en konkret køber af virksomheden. Det angivne prisniveau i værdiansættelsen er således en værdi for virksomheden i en salgssituation, når den betragtes stående alene.

Skriftlig rapport med baggrund og konklusioner
Vi samler hele værdiansættelsen i en rapport til virksomhedens ledelse, hvor vi forklarer hele baggrunden for værdiansættelsen samt dens forudsætninger. For at udarbejde denne rapport, skal vi bruge virksomhedens regnskaber for de sidste tre år, samt informationer om kunder, leverandører og øvrige forhold i virksomheden.

Under normale omstændigheder tager det 2-3 uger at udarbejde en værdiansættelse.

Kontakt

Afdelingschef
Jakob SandTlf.: 39 15 99 25

Mobil: 41 89 02 02