
HVAD LAVER EN REVISOR?
Tom Olesen, 32 år, Cand. Merc. Aud. og revisor i BDO siden 2006.
Vi er i slutningen af 2006. Tom Olesen er 28 år og netop færdiguddannet revisor. Et par måneder forinden er han begyndt i sit første job hos BDO på kontoret i Århus.
”Jo, jeg kan godt huske min første kunde. Det var et lille ejendomsselskab. Umiddelbart ikke noget særligt, men for mig var det stort at få sådan et ansvar efter kort tid hos BDO. Og jeg har faktisk stadig kunden,” siger Tom, mens han vender sig over mod reolen med de mange ringbind, hvor de enkelte kunders navne er påført.
Om kort tid skal Tom sige farvel til det lille ejendomsselskab, som blev hans første kunde. For i efteråret 2010 bliver Tom mentor for en BDO-trainee, og han har planer om at overlade det lille ejendomsselskab til den kommende trainee.
”Som mentor vil jeg selvfølgelig være med på sidelinjen. Det er vigtigt, at en trainee hurtigt kommer ud og arbejder med kunderne. For det er kernen i vores arbejde samtidig med, at det er den del af jobbet, som er sjovest.”
En kop kaffe og en kvart milliard kroner
Tom Olesen har med sine fire års erfaring efterhånden opbygget en solid kundebase. Omkring 70 af slagsen. Fra små selvstændige erhvervsdrivende til store selskaber med omsætninger, der nærmer sig en kvart milliard kroner.
”På de store kunder arbejder vi i teams. Det er en af de ting, som giver en ekstra dimension til jobbet. Vi skal have vores rådgivning til at gå op i en højere enhed for at kunne tilfredsstille kundens behov. Den slags opgaver er lige så spændende som en kop kaffe hjemme i køkkenet hos en selvstændig erhvervsdrivende.”
Normalt er en revisor sparringspartner nummer ét for kunderne. Det er revisor, der ved noget om moms, skat og regnskabsmæssige forhold. Det er også revisor, der sidder inde med erfaringer omkring køb, salg og andre vigtige forhold i virksomheder.
Telefonen kimer
Derfor er det ofte en uforudset udfordring, der venter Tom, når kunder jævnligt griber telefonen og ringer ’til en ven’.
Tom ved sjældent, hvad kunden har på hjertet, når telefonen kimer med spørgsmål til revisoren. Eller når han, som det er tilfældet omkring fem til syv dage om måneden, har planlagte besøg hos kunder.
”Når man ser på vores job udefra, kan det virke vildt ensformigt at sidde og tygge sig igennem tal og kolonner dagen lang. Men det er altså langt fra det eneste, vi laver. Det har overrasket mig, hvor varieret en arbejdsdag kan være.”
Fingerspidsfornemmelse
En god revisor skal ifølge Tom Olesen være talknuser, social med indlevelsesevne og flittig som de tre vigtigste egenskaber, når han eller hun vil begå sig i faget.
Evnen til at være flittig bliver testet mest i forårsmånederne, hvor de fleste firmaer har regnskabsafslutning.
”I sådan en periode skal der være godt styr på baglandet, for der kan man komme op på over 60 timer om ugen. Men vi er også fleksible, og så kan man hente lidt af den tabte fritid hjem på et senere tidspunkt.”
Et spørgsmål om vilje
Det virker da heller ikke som om, arbejdspresset har taget modet fra Tom, der trods kæreste og to drenge påbegynder uddannelsen til statsautoriseret revisor til efteråret. BDO støtter ham både med timer og udgifter til uddannelsen. Men noget af lektielæsningen kommer ifølge Tom ’helt sikkert’ til at foregå de sene nattetimer. Det er et spørgsmål om vilje:
”For de fleste er denne overbygning selve målet med det at være revisor. Så bliver det ikke meget større, end når man som statsautoriseret revisor må sætte sin underskrift på et virksomhedsregnskab.”
Der går to år, før Tom kan kalde sig statsautoriseret revisor – nøjagtig den samme tid som det tager dig at gennemføre et trainee-forløb hos BDO…